"Abu Ghraib-lignende" billeder er dukket op i en sag, hvor Forsvarsministeriet står anklaget for at have udleveret afghanske fanger til tortur.

Folketingets Udenrigspolitiske Nævn er i dyb hemmelighed blevet orienteret om, at der eksisterer billeder af krigsfanger, som er blevet torteret i

forbindelse med danske soldaters udsendelse i Afghanistan i 2002.

Det skriver Politiken.

Oplysningen om de kontroversielle billeder kommer fra en dansk soldat, som på det tidspunkt selv var udstationeret i Afghanistan.

Ifølge et fortroligt dokument, som Politiken er kommet i besiddelse af, har forsvarsminister Gitte Lillelund-Bech (V) beskrevet billederne som "Abu Ghraib-lignende". Hun har sagt, at oplysningerne om de kontroversielle billeder kommer fra Kammeradvokaten, der i øjeblikket forsvarer regeringen i en sag om fangemishandling i 2002.

Oplysningerne bliver nu undersøgt af Forsvarets Auditørkorps, bekræfter auditør Lone Damgaard over for Politiken.

Den soldat, der har billederne, ønsker at være anonym, fordi han frygter for

sin sikkerhed. Politiken erfarer, at billederne ligger på en cd, og at han over

for Kammeradvokaten har kaldt den sin "livsforsikring".

Efter Gitte Lillelund-Bechs orientering af Udenrigspolitisk Nævn har

politikerne stillet en lang række uddybende spørgsmål til billederne. De vil

blandt andet have at vide, om der er danske soldater på billederne. Hvornår de er taget, og hvem der har taget dem. Og hvor længe forsvaret har kendt til dem.

Det er flere gange kommet frem, at fanger, som de danske styrker udleverede til USA i marts 2002, hævdede, at de blev mishandlet i den amerikanske fangelejr Camp Kandahar. En af fangerne har anlagt erstatningssag mod Forsvarsministeriet i Danmark.

Anders Ladekarl, der er generalsekretær for Dansk Røde Kors, siger til Politiken, at den danske regering straks bør lægge alt frem i sagen.

/ritzau/