Nabolandene mod syd kan se frem til en meget solrig weekend, mens Danmark bliver svigtet af de varme vinde.

Helt frem til i dag lignede søndagen et pragteksemplar på en vaskeægte sommerdag med masser af sol og en temperatur over tyve grader. Men nu forudsiger vejrprofeterne, at østenvinden ødelægger den idylliske prognose.

- Vejret på søndag ser ikke så godt ud, som det gjorde i forgårs, siger tv2-vejrets Mikael Jarnvig, der på et enkelt døgn har måtte nedjusteret temperaturen til 15 grader søndag.

- Vi troede, at den varme søndenvind ville nå op til Danmark, men det ser ud til at vi får en østenvind i stedet. Og den er mere mudret og ikke så varm, siger Mikael Jarnvig.

Til gengæld får både Polen og Tyskland masser af sommervejr.

Bedre vejr mandag

Trods nedjusteringen tør tv2's vejrvært godt love, at vejret bliver bedre end det har været i sidste par dage.

- Historien er stadig, at det bliver bedre vejr, bare ikke helt så godt, som vi havde håbet. Jeg kan selvfølgelig ikke gararantere, at det bliver tørvejr, men det ser sådan ud, siger Mikael Jarnvig.

På nuværende tidspunkt ser det ligeledes ud som om, at vi får helt op til 17 grader mandag. Sommeren melder altså langsomt sin ankomst.