Stadig flere ældre mænd kaster sig over frivilligt arbejde. De vil helst løse praktiske og konkrete opgaver.

Antallet af ældre mennesker, der kaster sig over frivilligt arbejde vokser eksplosivt. Og i modsætning til tidligere er der nu også en stor vækst i antallet af mænd, der stiller sig til rådighed, fortæller Finn Brændgaard, chef for frivilligområdet i Ældre Sagen.

- Mændene vil gerne blive ved med at bruge deres faglige kvalifikationer. Et af de nye områder er it. Vi har i dag cirka 1000 frivillige personer - næsten kun mænd - med en baggrund i it-branchen, som nu underviser og hjælper andre ældre i brug af it, fortæller Finn Brændgaard.

På kun fem år er antallet af ældre mennesker, der yder en frivillig indsats i Ældre Sagens regi, vokset med cirka 4000 personer.

I dag er næsten 11.000 personer registreret som frivillige hos Ældre Sagen. Samtidig med at der er kommet flere til, bliver de frivillige også ældre. Gennemsnitsalderen er i dag 73 år mod 70 år for fem år siden.

Et andet område hos Ældre Sagen, der er i stor vækst, hedder "den hjælpende hånd", hvor typisk tidligere håndværkere tager ud og hjælper med praktiske ting.

- Mændene vil gerne løse konkrete opgaver. Der er for eksempel også mange mænd, der melder sig som kørestols-skubbere, siger Finn Brændgaard.

Hos Ældremobiliseringen genkender man billedet af, at et stigende antal ældre mænd gerne vil gøre en frivillig indsats. Især når det drejer sig om praktiske ting.

- Kvinderne kommer typisk i søndagscaféerne, mens mændene kommer i værkstederne. Men også blandt vores flere hundrede frivillige indkøbere, er der flest mænd, fortæller Gitte E. Olsen, der er sekretariatschef hos Ældremobiliseringen, hvor flere end 4000 ældre er engageret i frivilligt arbejde.

/ritzau/