Nattens kraftige regne har oversvømmet flere veje i den østlige del af Sønderjylland.

Det kraftige regnvejr, der natten til fredag har ramt Sønderjylland, betyder fredag morgen, at flere veje i den østlige del af området er oversvømmet.

»I Haderslev er nogle veje oversvømmet,« siger vagtchef Søren Strægaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi, der har hørt lignende fra Sønderborg og Vojens.

I Vojens er der ud over de oversvømmede veje også kommet så meget vand, at nogle kloakdæksler er røget af.

»Dem har vi været henne og sætte på plads igen,« siger Søren Stræggard.

Har du video eller billeder af uvejret, så tip BT på 1929@bt.dk.

To træer meldes væltet i Rødekro på grund af uvejret, og en beboer i Vojens har også kontaktet politiet, da hans kælder er blevet oversvømmet.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er der på Als målt 34 millimeter regn, mens der på det sydvestlige Fyn er målt op til 19 millimeter.

Fyns Politi og Midt- og Vestjyllands Politi melder ikke om oversvømmelser.

Ifølge DMI vil regnvejret også fortsætte flere steder i landet i løbet af fredagen.

Samtidig advarer Sydjyllands Politi også om et mudderskred med træer og buske mellem Gåsbjergvej og Lillekobbel i Broager.