Behandling for barnløshed bliver for de velstående. Beregninger viser, at det kan koste over 50.000 kroner at blive gravid, når nye regler træder i kraft.

Barnløse kommer med nye regler for brugerbetaling til at betale flere penge for at blive gravide, end regeringen lægger op til. Rigshospitalet og Århus Universitetshospital skønner, at halvdelen af behandlingerne vil overstige den beløbsgrænse, som er sat ved 30.000 kroner årligt.

- Det bliver langt dyrere for patienterne, og derfor er det forargeligt, når regeringen påstår, at udgifterne ligger inden for en grænse, som enhver kan klare, siger professor overlæge Jakob Ingerslev, Fertilitetsklinikken på Århus Universitetshospital.

Ifølge regeringens beregningsmodel kommer det til at koste de barnløse mellem 2000 og 30.000 kroner om året at blive behandlet. Men dermed er parrene langt fra sikret et barn, for en gennemgang af journaler på de to offentlige klinikker viser, at behandlingsforløbene kan strække sig over flere år. Udgifter på 40.000 kroner, 50.000 kroner og 60.000 kroner er almindelige - beløb som er offentligt betalte i dag, men som de barnløse selv skal betale fra 1. januar.

- Barnløshed er kompliceret, og derfor bliver behandlingsforløbene ofte lange. For eksempel er hver tredje af vores patienter barnløse på grund af dårlig sædkvalitet. Så forsøger vi først med insemination, så IVF og så måske donorsæd. Det tager tid, siger Søren Ziebe, der er leder af laboratoriet på Rigshospitalet og desuden præsident for Det Nordiske Fertilitetsselskab.

De høje beløb overrasker Preben Rudiengaard (V), der er formand for Folketingets sundhedsudvalg.

- Jeg vil bede om, at vi i Sundhedsudvalget får fertilitetsklinikkernes beregninger at se. Dem må vi tage med i vores betragtninger, siger han.

/ritzau/