Roman Kreuziger får opretholdt sin suspension efter afgørelse ved Den internationale Sportsdomstol CAS.

Da Team Tinkoff-Saxo forleden afslørede otte af de ni ryttere, som var udtaget til årets udgave af Vuelta España, var den tomme plads forbeholdt holdets tjekkiske etapeløbsspecialist Roman Kreuziger. Men planerne om at lade den 28-årige luksusløjtnant få plads side om side med Alberto Contador, blev onsdag definitivt skrinlagt efter en afgørelse ved Den internationale Sportsdomstol CAS.

- Den internationale Sportsdomstol har underkendt appellen fra den tjekkiske cykelrytter Roman Kreuziger efter en beslutning foretaget af UCIs anti doping kommission, som tilsiger, at han ikke kan konkurrere, så længe der kører en undersøgelse om en mulig dopingforseelse, hedder det i en erklæring fra CAS.

Roman Kreuziger måtte i ugen op til starten på årets Tour de France gå til bekendelse sammen med Team Tinkoff-Saxo, fordi det blev offentliggjort, at han er hovedperson i en dopingsag på baggrund af abnormale blodværdier.

Sagen har rod helt tilbage i 2011 og 2012, hvor Kreuziger kørte for Team Astana. Det lange sagsforløb skyldes dels en omfattende og tidskrævende ekspertvurdering af de resultater for Kreuzigers fysiologiske nøgletal, dels at tjekken selv har forsøgt at gendrive påstandene om urent trav ved at fremføre et forsvar med egne eksperter. 

Undervejs i forløbet har Kreuziger dog ikke just fløjet under radaren resultatmæssigt,  men har formået at vinde den hollandske endagesklassiker Amstel Gold Race og blive nummer fem i Tour de France 2013.

Roman Kreuzigers sag, der også sætter ham udenfor det forestående VM i oktober måned, har et af de største navne på anklagebænken, siden indførelsen af det biologiske pas.

Hvis Kreuziger kendes skyldig, risikerer han to års karantæne.