Et barn blev glemt i en børnehave i sidste uge. Pædagogerne havde set efter i alle rum og på legepladsen, inden de lukkede børnehaven og tog hjem. Også det elektroniske system viste (ved en fejl), at pigen var afhentet. Pigen var derefter alene på legepladsen i ca. en halv time, inden hendes far hentede hende. Det glæder mig at læse, at faderen har taget det nogenlunde med ro. Jeg føler mig overbevist om, at hændelsen vil martre de ansvarlige pædagoger i lang tid, og det er såmænd rigelig straf.
Husker I for nogle år siden, hvor en far havde glemt sit lille barn omme på bagsædet? Han var kørt på arbejde, og da han ikke plejede at være den, der afleverede, glemte han alt om at runde institutionen. Barnet var faldet i søvn og derfor helt stille…
Da manden senere på dagen forlod sin arbejdsplads, sad barnet dødt i sin barnestol. Udmattet af varmen på denne sommerdag. Jeg husker, at alle talte om det: Hvordan kunne han glemme det? Jeg sagde til min mand, at jeg aldrig ville tilgive ham, hvis det var sket hos os. Men måske skal jeg revidere mine ord. Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, hvis jeg var skyld i mit (eller nogen andens) barns død, for det kunne også ske for mig. Det kunne ske for alle. Det er den lære, vi bliver nødt til at forholde os til: Vi er ikke perfekte. Vi kan passe på, alt det vi orker, men vi er stadig kun mennesker.
Hvordan tilgiver man sig selv…når ulykken sker…man vil bare skrue tiden tilbage. Det er det eneste ønske, man har. Min mand er stadig indlagt på Centeret for Rygmarvsskader. Han var uheldig og brækkede nakken. Skønt han er en vildbasse og en vovehals, så var det ikke overmod, der kostede ham førligheden. Det var rent uheld, da han blev slået ned af en kæmpebølge. Af samme grund bebrejder han ikke sig selv, men han møder mange skæbner i forbindelse med sin genoptræning:
Nogle hoppede på hovedet i bølgerne som 17-årige og sidder nu 30 år senere stadig lænket til kørestolen. Andre startede med en mindre skavank måske diskosprolaps, som lige skulle fikses ved en operation. Men da de vågnede op af narkosen, var noget gået galt. Centralnerven var beskadiget, og nu var de i stedet blevet lammet fra brystet og ned. En lægefejl. Kan man tilgive den læge? Kan han tilgive sig selv? Begge dele er sikkert svært, men sikkert er det, at læger også bare er mennesker.
Det er somme tider, som om vi forventer, at livet skal være perfekt. Jeg synes sagtens, man kan bestræbe sig på at skabe de perfekte vilkår, men det er farligt at forvente noget. Man kan blive så frygteligt skuffet. Jeg talte forleden med min læge om det. Han fortalte, at han havde talt med kollegaer og med præster om emnet: »Vi forholder os nok mere skeptisk til livet«, sagde han. »Vi ser jo hver dag, hvor skrøbeligt, det er«. Det har han ret i, og jeg tror egentlig, mange kunne gøre sig selv en tjeneste ved at nære samme skepsis. Det er ikke det samme som at være pessimist. Slet ikke. Jeg kan garantere, at jo mere bevidst man er om, at livet kan ændres på et splitsekund, desto mere glæder man sig over de dejlige ting, der findes i hverdagen.
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
LÆS OGSÅ:
