Da Usain Bolt i begyndelsen af dette århundrede dukkede op som et fænomen på atletik-banerne ved ungdoms- og junior-VM, slog han igennem på 200 meter-distancen. Nu hvor karrieren lakker mod enden vil den 196 centimeter høje jamaicaner sætte et flot punktum ved at slå sin egen fantastiske verdensrekord på 19,19 sekunder for den halve baneomgang.

Den mangefoldige VM- og OL-guldvinder har planer om at løbe under 19 sekunder næste år, altså mere end to tiendele hurtigere end den rekord, som han satte i august 2009 ved VM i Berlin.

»Jeg vil virkelig gerne løbe under 19 sekunder. Det er et af mine store mål. Jeg tror, at det er et af de hårdeste, også fordi det bliiver svært at finde den rette dage og det perfekte løb for at slå rekorden,« siger Bolt, der nu er begyndt forberedelserne til næste sæson hjemme i Jamaica, til Reuters.

»Det bliver ikke en nem opgave, men personligt føler jeg, at jeg kan gøre det, og min træner tror på, at jeg kan gøre det, så det er bare et spørgsmål om at gøre arbejdet og så finde det perfekte tidspunkt at gøre det.«

I år vandt Bolt både 100 meter, 200 meter og 4x100 meter-stafetten ved VM i Beijing. Men hverken på 100 meter eller 200 meter var han i nærheden af de verdensrekorder, som han satte for seks år siden i Berlin. Dengang løb han henholdsvis 9,58 og 19,19 sekunder, i år stoppede klokken på 9,79 og 19,55. Alligevel var VM en kæmpe succes for den nu 29-årige sprinter, som på forhånd stod i skyggen af amerikanske Justin Gatlin, som havde domineret det meste af sæsonen inden VM, mens Bolt havde været plaget af skader.

Bolt tager dog konkurrencen fra amerikaneren meget afslappet.

»Justin Gatlin siger, at han kommer, men jeg vil være meget mere fokuseret. Jeg begynder sæsonen i en meget bedre form, end jeg gjorde i år, så herfra går det fremad,« fastslår Bolt, der tidligere har meldt ud, at han fortsætter til og med VM 2017.