Alle EU's kommissærer og deres embedsmænd er evakueret fra deres kontorer på grund af en brand i Berlaymont-bygningen i Bruxelles. EU-Kommissionens hovedkvarter, Berlaymont-bygningen i Bruxelles, er blevet evakueret, efter at en brand er opstået inde i bygningen. Der er et massivt opbud af udrykningskøretøjer, heriblandt brandbiler, ved bygningen, og politiet er i gang med at afspærre bygningen, oplyser Ritzaus korrespondent på stedet.

- Der har været en alarm, og der er set røg oppe i toppen af bygningen, siger en af de mange evakuerede EU-embedsmænd til Ritzau.

Fra taget af den norske ambassade, som er placeret lige overfor Berlaymont-bygningen, kan man tydeligt se en tyk, sort røg stige op fra taget, ligesom der er en kraftig røglugt. Redningsmandskab er tilsyneladende i gang med at inspicere forholdene på taget.

Ifølge Ritzaus oplysninger er evakueringen forløbet helt efter regelbogen.

- Alt var velorganiseret. Der var ingen panik, og alle forlod bygningen stille og roligt, siger Jean-Claude Maef, der er ansat i kommissionens finansafdeling.

- Nu venter vi bare på at komme tilbage til vores kontorer, tilføjer han.

Der er endnu ingen oplysninger om eventuelle tilskadekomne eller omfanget af branden i Berlaymont-bygningen, som rummer kontorer for EU-Kommissionens 27 kommissærer og en lang række embedsmænd.

/ritzau/