Hector Flores troede han gik videre i X Factor, men dommerne ville slet ikke have ham med.

Det er en skuffet og vred Hector Flores, som seerne i aftes kunne opleve i DRs X Factor. Den 44-årige chilener er blandt de knap 4000 håbefulde danskere, der var mødt op til audition, og som brændende håbede på at gå videre i konkurrencen. Og som mange andre havde han glædet sig til at vise dommerne sit talent.

Men oplevelsen har hverken været sjov eller festlig for Hector Flores. Tværtimod.

- Først var jeg så glad, fordi jeg var sikker på, at dommerne sendte mig videre. Men bagefter fandt jeg ud af, at dommerne slet ikke vil have mig med. Det var meget forvirrende, siger Hector Flores til bt.dk.

Som seerne i aftes så, optræder han med det cubanske nummer 'Guantanamera', og dommerne virker på hver sin måde begejstret.

Derfor tolker Hector Flores det som om, at han går videre i programmet og løber jublende ud af lokalet. Men han bliver hurtigt kaldt tilbage.

- Dommerne fortæller, at jeg altså ikke gik videre. At jeg må have misforstået dem. Men jeg forstår det ikke. Jeg hørte det jo som om, at de sendte mig videre, siger han.

Selv om Hector Flores er født i Chile og taler med sydamerikansk accent, kan han tydeligt forstå dansk. Han mener derfor ikke, at der er tale om en sproglig misforståelse men nærmere en kommunikationsfejl. Dommerne var simpelthen ikke klare i mælet.

- Jeg var meget skuffet over dem, og jeg føler, at de snød mig. Jeg synes simpelthen ikke, de kan være bekendt at behandle folk på den måde, siger han og fortæller, at han var utrolig skuffet og ked af det, da han bagefter gik hjem.

- Det er lige som at vinde i lotto og bagefter få at vide, at de har råbt de forkerte tal op.

Han accepterer dog, at det er dommerne, der har det sidste ord. Og oplevelsen har ikke fået ham til at miste troen på sig selv og sin musikalske karriere.

- Jeg drømmer om at få lov til en dag at synge spanske sange for hele den danske befolkning.