Brixtofte overvejer at klage til Menneskerettighedsdomstolen over Højesterets fængselsdom. Han siger, at han er uskyldig dømt og kalder retsvæsnet for korrupt.

Peter Brixtofte var ikke selv til stede i Højesteret, da den stadfæstede dommen på to års ubetinget fængsel til den tidligere Farum-borgmester for groft mandatsvig i den såkaldte sponsorsag. Han overværede dommen på tv fra sin lejlighed i Farum.

Herfra sagde han efter dommen til de fremmødte journalister, at han er dømt for noget, han aldrig har gjort.

- Jeg finder de ting frem som viser, at det er åbenlyst uretfærdigt, sagde Brixtofte.

Han overvejer nu sammen med sin advokat at bringe sagen for Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Brixtofte mener, at domstolen må nå frem til, at det danske retssystem er politisk korrupt.

Han bedyrede desuden, at han ikke har planer om at stoppe i politik.

/ritzau/