Iveco kører helt af sporet med den nye Massif, der ventes til Danmark i løbet af sommeren. Iveco Massif er en ægte off-roader efter klassisk opskrift, men Iveco er kommet nogenlunde let til den nye model, der ikke er så ny endda. Et enkelt blik på bilen er nok til at genkende historien, selv om den har været et par omveje, før bilen er havnet hos Iveco .

Den kommende Massif er oprindelig en Santana PS-10, som igen er en spansk produceret Land Rover, fra den gang man kun kunne sælge biler i Spanien, hvis de blev bygget i landet.

Iveco har købt Santana, og den gamle model Defender 110 får nyt liv med en lidt ændret front, men også med en tiltrængt håndsrækning i motorrummet.

Stor frihøjde
Massif har fået Ivecos 3-liters diesel mellem forhjulene, og som det er tilfældet med Iveco Daily, kommer den 3-liters motor i to udgaver. Med 146 hk og 350 Nm eller 176 hk og 400 Nm.

Ivecos motor fylder noget mindre end den motor, der lå i først Land Rover og senere Santana, da bilen blev designet, og det skulle give bilen en større frihøjde end tidligere i modellens lange historie, og netop frihøjde er vigtigt for en ægte off-roader, når den skal på hårdt arbejde i terræn.

Mere luksus
4-hjulstrækket og resten af drivlinien skulle være hentet næsten direkte fra Santana, mens der skulle være lidt mere luksus og komfort i kabinen, efter navnet er skiftet til Iveco.

Den nye Massif er Ivecos terrænbil nummer to, men også den mindste i modelprogrammet. Den større terrængående Iveco er Daily 4x4, der mest af alt ligner en Unimog.