"Vi udforsker vores grænser, og det er en nem måde at få tilfredsstillet denne søgen efter det udfordrende på. Det kilder i maven," siger overlæge på psykiatrisk afdeling på Bispebjerg hospital, Morten Birket-Smith.

Kvinderne kaster sig over ham med stor kærlighed. Gennem medierne har vi hørt om hans liv fra både gamle skolekammerater, kone og tidligere naboer. Han er på alles læber.

Er her tale om en kendt rockstjerne?

Nej, det drejer sig om Peter Lundin.

Manden, der i en alder af 28 år har dræbt fire mennesker med sine bare hænder. Sin egen mor, en kæreste og hendes to børn.

En mand, der både skræmmer og fascinerer folk med sin ekstreme ondskab.

Utallige artikler er blevet skrevet i de sidste måneder, og TV-dokumentarer har prøvet at svare på spørgsmålet: hvordan kunne noget så forfærdeligt ske?

Mange bryder deres hjerner for at finde svaret og har fascineret fulgt den grusomme sag. En fascination folk helst ikke vil vedkende sig.

Men vi skal ikke skamme os over vores fascination af Peter Lundin-sagen. Det mener Morten Birket-Smith, overlæge på psykiatrisk afdeling på Bispebjerg Hospital. Han vedkender sig tilmed selv gerne fascinationen.

"Vi er alle sammen fascineret af det uhyggelige og mystiske. Det har jo eksisteret til alle tider. Vi opsøger det farlige, og det er smaddergodt i mange sammenhænge. Det er jo derfor, at vi sender folk til månen eller dyrker bjergbestigning," fortæller Morten Birket Smith.

Under oprulningen af Peter Lundin-sagen har vi kunnet læse om, hvordan han brutalt knækkede halsen på sine ofre og makabre kendsgerninger som fundet af en blodig håndøkse, blodige gummihandsker og knoglerester.

"Det er psykisk tilfredsstillende, når vi er i nærheden af, hvor grænsen for det farlige er, og vi overskrider den jo ikke selv. Det er trangen til, at der skal ske noget. For noget af det værste, folk kan opleve, er kedsomhed," siger Morten Birket-Smith.

Han mener, at vi bliver tilfredsstillet, når vi læser om Peter Lundin sagen.

"Vi udforsker vores grænser, og det er en nem måde at få tilfredsstillet denne søgen efter det udfordrende på. Det kilder i maven," siger Morten Birket-Smith.

For nogle er det ikke nok kun at læse om Peter Lundin. De vil helt tæt på manden, der har tilstået at have parteret tre lig.

En af dem, der vil have Peter Lundin for sig selv, er Pia på 30 år og fra en større provinsby i Sønderjylland. Hun ønsker at optræde anonym, da hun hverken har fortalt familie eller venner om sin store fascination af den 28-årige drabsmand.

Hun er en af de mange kvinder, der efter Peter Lundins optræden i TV2s dokumentarudsendelse henvendte sig til B.T. i håb om herigennem at kunne komme i kontakt med ham.

Langt de fleste kvinder fik en brat opvågning, da Peter Lundin for nylig tilstod at have dræbt Marianne Pedersen og hendes to små drenge, Dennis og Brian. Men Pia holder stædigt fast.

Under interviewet afbryder hun gang på gang for at spørge, om B.T. har mulighed for at skaffe adressen på Peter Lundins nuværende opholdssted.

"Jeg vil bare i kontakt med ham. Jeg er meget fascineret af ham, og det har jeg været, lige fra han vendte tilbage til Danmark fra USA," siger Pia med sagte stemme.

Spørgsmålet om hun ikke er bange for at få en lignende skæbne som Marianne Pedersen, ignorer hun nærmest.

"Nu har jeg sendt breve rundt til landets fængsler for at finde frem til ham," fortæller hun stolt.

Eksperter har udtalt, at kvinder som Pia har moderfølelser overfor Peter Lundin og vil redde ham. Men den tror Morten Birket-Smith ikke på.

"Kvinderne går et skridt videre end os andre, der bare interesseret læser om sagen. Men det er det samme, der driver dem, de søger også det udfordrende og spændende.

Hvis det virkelig var moderfølelsen, der drev dem, ville de også kunne hjælpe posedamen eller alkoholikeren nede på gaden," siger Morten Birket-Smith.