Minnesota Vikings fik en skidt optakt til lørdagens kamp mod Green Bay Packers, da holdets fly gled på den glatte landingsbane i Wisconsin. Heldigvis skete der ikke noget alvorligt, og så kunne ventetiden ellers blive brugt på at stikke til rivalerne.

På en måde var det meget symptomatisk for den sæson, som Minnesota Vikings har haft.

Det lilla hold fra Minneapolis, Minnesota, havde så store landingsproblemer i Appleton, Wisconsin, at flyet simpelthen skred på landingsbanen og satte sig fast i sneen. Med blot over 12 timer til kampstart.

NFL-holdets sæson har taget nogenlunde samme tur i grøften. Det hele begyndte ellers så godt med fem sejre i træk, men så tabte man de næste fire og har ikke siden genfundet formen, der i indledningen af sæsonen fik flere til at udnævne head coach Mike Zimmers hold til Super Bowl-aspiranter.

Personerne på det chartrede fly til det nordligste af USA havde god tid til at dvæle ved sæsonens svingende form, da de var buret inde i to timer dér på landingsbanen. Det udnyttede en af journalisterne ombord, Minnesota Vikings-radioreporten Paul Allen, til at stikke til Green Bay, der traditionelt er de evige rivaler i NFC North-divisionen, der også tæller Detroit Lions og Chicago Bears.

»Vi er løbet tør for toiletpapir, så, selvfølgelig, bruger vi Packers' medieguide til at klare sagerne,« skrev han på Twitter.

Minnesota Vikings-spillerne holdt sig til gengæld - måske klogeligt - fra at drille rivalerne fra Green Bay, der har vundet otte og tabt seks kampe mod Minnesotas 7-7-sæson. Green Bay er relativt store favoritter til hjemmekampen mod Minnesota.

Linebacker Chad Greenway delte dog ud af, hvordan det er at blive reddet af et fly af en brandbil. Det var nemlig sådan, at passagererne kom af flyet.

Minnesota Vikings kan i teorien stadig nå slutspillet, men med kun to kampe tilbage af sæsonen vil det med stor sikkerhed kræve to sejre og en række andre resultater, der flasker sig i vikingernes retning.