Det var en tydeligt rørt Lars Krogh Jeppesen, der mandag gæstede 'Aftenshowet' efter håndboldherrernes guldfejring på Rådhuspladsen.

Her blev DR-eksperten bedt om at sætte nogle ord på, hvad der var så fantastisk ved Rasmus Lauges præstation i VM-finalen, hvor han hamrede hele ti mål i kassen.

»Nu bliver jeg lige lidt rørt. Det er, fordi det er et fantastisk liv at være håndboldspiller. Man lever af sin hobby, man kan vinde titler, man kan være sammen med nogle. Men frem for alt spiller man håndbold, fordi man elsker det,« siger Lars Krogh Jeppesen i DR-programmet og fortsætter:

»Men det, der kan dræbe den her glæde, det er skader. Rasmus Lauge har været så sindssygt meget igennem. Han har haft knæskader, hvor jeg har tænkt: 'Han kommer ikke tilbage. Det overlever han simpelthen ikke'.«

Rasmus Lauge døjede med en skade i læggen under slutrunden, men søndag blev han den helt store helt i finalen.
Rasmus Lauge døjede med en skade i læggen under slutrunden, men søndag blev han den helt store helt i finalen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Heldigvis kom Rasmus Lauge igennem skadeshelvedet og kæmpede sig tilbage på VM-holdet, der søndag kunne sikre Danmark det tredje verdensmesterskab i træk.

Men det var tæt på, at Lauge ikke ville være til stede i Stockholm under finalen.

For efter en træning var han tæt på at købe en togbillet hjem til Danmark. Faktisk var han så tæt på, at Lars Krogh Jeppesen overværede Lauge, mens han sad og kiggede på en billet.

»Men i stedet for blev han inde, han kæmpede sig tilbage. Vi troede, han var færdig med den der læg, og minsandten når der er allermest brug for ham, så er det væk med alle de her skader, væk med alle de dårlige minder, væk med han ikke kunne noget som helst og var ved at blive håndboldinvalid.«

»Så går han ind og er egentlig manden, der afgør en håndboldkamp, mens hele håndboldverdenen ser den kamp,« fortæller den tidligere landsholdsspiller og nuværende ekspert på DR Sporten.