Det var en alt andet end rar oplevelse, da 22-årige Olivia Bland var til jobsamtale hos en tech-virksomhed i Manchester.

Under det to timer lange, 'brutale' interview gjorde direktøren for Web Applications UK, Craig Dean, alt for at intimidere hende, fortæller hun i et længere opslag på Twitter, der for længst har passeret 100.000 likes og 30.000 delinger.

Interviewet begyndte ifølge Olivia Bland med, at Craig Dean nedgjorde hendes musiksmag - og afslørede, at han sad og kiggede på hendes konto på musik-streamingtjenesten Spotify.

Derefter stillede han 'en masse personlige spørgsmål' inden han linje for linje pillede hendes ansøgning fra hinanden.

Senere spurgte han hende, hvordan hun synes, det gik - og svarede selv.

'Han fortalte mig, at alt jeg gjorde var galt: måden, jeg sad på, mit kropssprog. Han gjorde alt, han kunne for at angribe mig', fortæller Olivia Bland.

På Twitter svarer Craig Dean.

'Jeg har ingen lyst til at såre nogen, og kan kun undskylde, hvis noget, jeg har gjort, har haft den effekt.'

Web Applications UK har efterfølgende indledt en undersøgelse af beskyldningerne og siger, at der ikke har været tale om hverken 'mobning eller intimidering' under Olivia Blands interview.

»ikke desto mindre er ledelsen ekstremt kede af hændelsen og den påvirkning, den har haft på den berørte,« lyder det fra virksomheden ifølge BBC.

Hun blev efterfølgende tilbudt jobbet - men takkkede nej og skrev i stedet et svar til Craig Dean på Twitter. Her skriver hun, at hun tager undskyldningen til sig - men:

'Du fortalte, at folk har forladt lokalet grædende, når du har holdt samtaler, så jeg ved ikke, hvorfor du spiller overrasket'.