Glemmer du at tage din p-pille i ny og næ, eller kender du nogen, som gør? Så er der måske godt nyt på vej.

For en gruppe forskere fra Massachusetts Institute of Technology har udviklet en slags p-pille, som kun skal indtages én gang om måneden, skriver Videnskab.dk.

Det er dog vigtigt at slå fast, at den nye pille udelukkende er testet på grise.

Den lille pille opløses langsomt i maven og transformeres til en seksarmet, stjerneformet struktur, som sætter sig i maven i tre uger.

Herefter kommer der ifølge forskerne en hormonfri uge med en blødning, hvilket fungerer som en påmindelse om den næste pille.

Studiet om den månedlige p-pille er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science Translational Medicine, og her kan man blandt andet læse om formålet med pillen.

Ifølge forskerne bag er det nemlig at undgå, at kvinder glemmer en daglig p-pille og derved risikerer at opnå uønsket graviditet.

Forskerne skriver i studiet, at en tidligere spørgeskemaundersøgelse har fundet, at mellem 40-50 procent kvinder misser mindst en p-pille i løbet af 3 måneder med daglige piller.

Tidligere har samme gruppe forskere afprøvet lignende metoder for at dosere medicin over en længere periode. Men det er første gang, at det både er lykkedes så godt og med svangerskabsforebyggende medicin.

Professor Robert Langer fra Massachusetts Institute of Technology er medforfatter på studiet. Han håber, at denne metode til at dosere medicin ikke bare skal være et tillæg til de allerede talrige muligheder, der findes med svagerskabsforebyggende medicin.

»Forhåbentlig udvikles der lignende piller, som virker over lang tid, til forskellige sygdomme. Det kan være til psykiske sygdomme, AIDS eller Alzheimers,« siger forskeren.

Andre, nuværende former for langvarige svagerskabsforebyggende medicin, såsom en p-stav, skal indopereres i kvinden. Fordelen ved denne nye pille er, at der ikke skal foretages et indgreb, men at man blot sluger den oralt.

Ifølge forskerne er pillen både interessant for mennesker i Vesten, men i den grad også for de lande, hvor der er mangel på ressourcer.

Andre artikler på Videnskab.dk: