- Jeg skal leve livet lidt og have noget af den barsel, jeg ikke har haft, lyder det blandt andet fra Oh Land.

Uge efter uge har Thomas Blachman, Oh Land og Martin Jensen siddet trofast bag dommerbordet i X Factor-studiet i Brøndby.

Trods otte intense måneders arbejde, fra de første auditions blev afholdt, til at Oh Lands unge solist Solveig kunne lade sig hylde som årets vinder, har dommerdebutanten Martin Jensen ikke tænkt sig at smække benene op.

Fredag aften giver han nemlig en fire timer lang onlinekoncert fra toppen af en 30 meter høj bygning i Aalborg.

- Det er med 20 ton udstyr og kæmpe fyrværkerishow, lyder det fra den 29-årige dj.

Hans to musikalske kolleger bag dommerbordet, Thomas Blachman og Oh Land, har derimod tænkt sig at tage en puster.

Oh Land har planlagt at trille en tur ud i det blå med musikerkæresten Adi Zukanović, parrets baby, Ernst, og Oh Lands fireårige søn, Svend.

- Jeg skal leve livet lidt og have noget af den barsel, jeg ikke har haft, lyder det fra den 35-årige sangerinde.

Også Thomas Blachman påtænker at trække stikket en stund.

- Jeg tror, jeg skal rejse lidt næste fredag, siger han og understreger, at de nærmere detaljer er private.

Men der er vist ikke meget tid til en længere rejse, for Thomas Blachman har med egne ord en kæmpe to-do-liste, der skal passes og vedligeholdes, lyder det fra den 58-årige "X Factor"-nestor.

- Nu begynder der en anden virkelighed, som på alle mulige måder skal serviceres. Det er et meget personligt spørgsmål, men jeg har rigeligt at se til, siger han kryptisk og tilføjer så:

- Jeg glæder mig! Jeg glæder mig! Er du sindssyg! Jeg har intet at beklage og er kun taknemmelig.

/ritzau/