Dommerne i "X Factor" har besluttet, hvilke artister de vil satse på til de kommende liveshows.

Det var en svær beslutning for dommerne i TV2's "X Factor", da de fredag aften skulle beslutte, hvilke voksne solister og grupper der skal kæmpe i de såkaldte liveshows.

Feltet i hver af de to kategorier skulle skæres ned fra fem til tre deltagere.

Blandt de voksne deltagere valgte dommer Thomas Blachman at satse på 29-årige Andrea Louise Brøndsted, 23-årige Kristian Kjærlund samt den 43-årige Gina Michaells og sende dem videre til de eftertragtede liveshows.

I gruppekategorien valgte dommer Nanna Øland Fabricius - også kendt som Oh Land - efter store overvejelser at sætte sin lid til Dr. Rolf og Kanylerne, pigegruppen Echo samt de to sønderjyske rappere Maria og Bea, som dermed får lov til at gå videre.

Allerede sidste fredag blev det afgjort, hvilke tre artister i den unge kategori, der får lov at slippe igennem nåleøjet.

Her valgte dommer Lars Ankerstjerne at sende den kun 15-årige Live Vogel, som er den yngste deltager i årets "X Factor", videre sammen med den 18-årige Patrick Smith og den 16-årige Benjamin Rosenbohm, der har rødder i Tyskland og Madagaskar.

"X Factors" første liveshow bliver sendt 1. marts.

/ritzau/