DRs underholdningsredaktør Jan Lagermand Lundme mener, at sangnivauet i X Factor i år er højere.

DELTAG I DEBATTEN HER

Jan Lagermand Lundme, som står i spidsen for DR1s største seersucces X Factor, er imponeret over talentmassen, der har forsøgt at slippe igennem nåleøjet til underholdningsprogrammet. Hele 5000 deltagere har deltaget i optagelsesprøverne til X Factor.

- Selvfølgelig er der nogle, der stiller op, som ikke kan synge. Men det er min klare fornemmelse, at standarden generelt er højere i år blandt deltagerne. Jeg er virkelig imponeret over niveauet. Jeg ved ikke, hvad dommerne mener. Men det er i hvert fald mit indtryk, siger Jan Lagermand Lundme til bt.dk.. Store dele af de første par programmer af X Factor er allerede i hus.

- Flere af dem, som forsøgte at komme med i X Factor sidste år, er også med i år. Jeg mener dog ikke, at de er med i aften. Vi får dem først at se i de næste programmer, fortæller Jan Lagermand Lundme.

Et helt nyt element i X Factor er en slags 'confessionsbox', hvor deltagerne kan sige deres uforbeholdne mening om programmet og dommerne. Men ellers er X Factor, som vi kender det. Og DR1 håber også på, at det igen bliver en stor succes.

- Jeg har ikke sat mig nogle mål for, hvor mange seeere, vi skal have. Jeg er jo heller ikke spåmand. Men selvfølgelig håber jeg på, at X Factor bliver en succes. Og jeg kan love for, at vi har gjort os meget umage, fastslår Jan Lagermand Lundme. På spørgsmålet om vi nu får en ny Martin, Basim eller Laura, siger han: - Der kommer i hvert fald en ny vinder af X Factor. Og jeg er sikker på, at vi får nogle dygtige finaledeltagere ligesom sidste år, lyder det fra DRs underholdningsredaktør.