Skuespillerne Ari Alexander og Sarah Juel Werner er blevet forældre for anden gang.

Familien på tre er blevet til en familie på fire.

Endnu et stjerneskud er nemlig kommet til hjemme hos skuespillerparret Ari Alexander og Sarah Juel Werner.

Det afslører den nybagte mor på Instagram.

- Den 5/4 blev vi et familiemedlem større. Lille E kom til verdenen, og lille O er pludselig ikke så lille længere. Alt er, som det skal være, skriver Sarah Juel Werner i opslaget.

Parret afslørede nyheden om den forestående familieforøgelse på den røde løber i december til premieren på dramakomedien "Bedre tider", som Ari Alexander har en af hovedrollerne i.

Sarah Juel Werner, der er kendt fra serien "Doggystyle" og filmen "Idioten", ledsagede Ari Alexander til premieren og dukkede op med en struttende mave og et lige så stort smil.

Parret har gerne villet bekræfte graviditeten, men værner ellers om deres små poder.

- Jeg er selv skuespillerbarn, og jeg ved, at det er ret fordelagtigt at holde børn ude af søgelyset så vidt muligt, sagde Ari Alexander, der selv er søn af skuespillerne Klaus Andersen og Connie Tronbjerg, på den røde løber til uddelingen af Robert Prisen 2024 i februar.

31-årige Sarah Juel Werner og 33-årige Ari Alexander mødte hinanden på et skuespillerkursus i New York i 2015. Her opstod et venskab, som senere er blevet til et forhold, siden en forlovelse og nu en familie på fire.

Bryllupsklokkerne kimer formentlig næste år.

- Vi vil rigtigt gerne holde det i 2025, fordi vi lige har købt hus, og der skal være til det hele. Så der sker mange ting lige nu. Vi er i fuld gang med at renovere, samtidig med at der kommer en baby, sagde Ari Alexander i februar.

Parret har spillet over for hinanden i blandt andet serien "Doggystyle", hvor Sarah Juel Werner spiller Ida, der har et handicap, mens Ari Alexander er i rollen som hendes hjælper, Henrik.

/ritzau/