USA: Omkring 12.000 udlændinge fra cirka 50 lande har ifølge det amerikanske udenrigsministerium meldt sig under oprørernes faner under den tre år lange borgerkrig i Syrien. Det skriver Aftonbladet.

Udenrigsministeriets talsperson, Marie Harf, oplyser, at det er uklart, hvor mange af de udenlandske Syrien-krigere, der endnu opholder sig i det borgerkrigshærgede land.

Mindst 100 amerikanske statsborgere er ifølge ministeriet rejst til Syrien. Også herhjemme har Politiets Efterretningstjeneste oplyst, at mindst 100 er rejst fra Danmark for at kæmpe.

Det har ført til politiske sværdslag om, hvad man skal stille op med Syrien-krigerne: Både om hvordan man forhindrer dem i at rejse i første omgang, og om hvordan man skal håndtere dem, når de vender hjem igen.

Til september er den amerikanske præsident, Barack Obama, vært for et møde, hvor lederne af landene i FNs Sikkerhedsråd skal diskutere de udenlandske krigere i Syrien og Irak.

BNB