UKRAINE: Vladimir Putins mål er at ødelægge Ukraine som et selvstændigt land og genskabe Sovjetunionen.

Sådan lyder den hårde beskyldning fra den ukrainske premierminister, Arsenij Jatsenjuk, skriver Reuters. De hårde ord faldt lørdag i Kiev, hvor en række ukrainske og europæiske politikere og virksomhedsledere er samlet til en konference.

Jatsenjuk benyttede samtidig lejligheden til at rose EU og USA for de nye sanktioner, de har vedtaget mod Rusland og landets økonomi.

»Vi befinder os stadig i en krigstilstand, og den aggressive part er Rusland. Putin ønsker en ny fastfrosset konflikt,« siger den ukrainske premierminister, som mener, at den russiske præsident ikke alene truer Ukraine, men også resten af Europa.

»Hans mål er at indtage hele Ukraine. Rusland er en trussel mod den globale verdensorden og mod hele Europas sikkerhed,« siger Jatsenjuk.

BNB