Mennesker påvirker forandringer af klimaet - på en eller anden måde - erkender Trumps udpegede til EPA-chef.

Washington. Klimaskeptikeren, som Donald Trump har udpeget til at lede USA's miljøstyrelse (EPA), ser ud til at give sig på spørgsmålet om menneskeskabte forandringer af klodens klima.

- Forskningen fortæller os, at klimaet forandrer sig. Menneskelig aktivitet påvirker på en eller anden måde den forandring, sagde Scott Pruitt i en høring onsdag.

Pruitt er blevet kaldt klimafornægter.

Under høringen i Senatet sagde han desuden, at det er svært at måle omfanget af denne påvirkning.

For ham er det også et åbent spørgsmål, om mennesker er hovedårsagen til de forandringer, som forskere i årevis har påvist.

Modstandere påpeger, at Pruitt har brugt det meste af sin tid som Oklahomas justitsminister på at bekæmpe det agentur, han nu skal stå i spidsen for.

- Scott Pruitt har brugt de sidste mange år på med næb og klør at hjælpe forurenerne med at omgå vigtig miljøbeskyttelse, som vores nation har vedtaget, har demokraten Steno Hoyer i Repræsentanternes Hus sagt.

I sin officielle biografi beskriver Pruitt sig selv som "en ledende fortaler for at bekæmpe EPA's aktivistiske dagsorden".

Mange republikanere er vrede over, at EPA under præsident Barack Obama har indført en række begrænsninger for kulkraftværkers udledning.

Det er afgørelser, som Kongressen ikke har haft indflydelse på.

/ritzau/NTB