Budgetkrisen i USA medfører aflysning af regeringsdelegations deltagelse i Det Verdensøkonomiske Forum.

USA's præsident, Donald Trump, aflyser at sende en delegation bestående af flere topfolk fra den amerikanske regering til Det Verdensøkonomiske Forum i Davos senere denne måned.

Det rapporterer flere medier natten til fredag dansk tid.

Finansminister Steven Mnuchin var udset til at lede en delegation på fem personer.

De øvrige var udenrigsminister Mike Pompeo, handelsminister Wilbur Ross, USA's handelsrepræsentant Robert Lighthizer og Trumps assistent Chris Liddell.

Afbuddet skyldes krisen om finansloven for 2019, der har lukket dele af det amerikanske statsapparat.

Det rammer tusindvis af offentligt ansatte, som enten er sendt på ufrivillig orlov eller fortsat møder på arbejde, men uden at få løn.

- Af hensyn til de 800.000 fantastiske amerikanske arbejdere, som ikke modtager løn, og for at sikre, at hans hold kan hjælpe til, hvis det bliver nødvendigt, har præsident Trump aflyst sin delegations rejse, hedder det i en meddelelse fra Det Hvide Hus.

Striden skyldes, at Demokraterne i Kongressen modsætter sig Trumps krav om at øremærke næsten seks milliarder dollar til en mur langs den amerikansk-mexicanske grænse.

I forvejen havde Trump selv meldt afbud til mødet i Schweiz på grund af budgetkrisen.

- På grund af Demokraternes stædighed vedrørende grænsesikkerheden og på grund af vigtigheden af landets sikkerhed aflyser jeg respektfuldt min meget vigtige tur til Davos, meddelte præsidenten på Twitter for godt en uge siden.

Forummet i Davos samler en gang om året verdens magtfulde mennesker til diskussioner om økonomisk udvikling, fattigdom, krig og klimaændringer.

Formålet er "at skabe en fælles fremtid i en opdelt verden". Der træffes ikke beslutninger, men de mange taler og møder kan pege i retning af, hvor det globale samarbejde er på vej hen.

Trump var med på forummet i Davos i 2018. Det var første gang i 18 år, at en amerikansk præsident deltog. Før Trumps besøg var Bill Clinton den seneste præsident til at besøge mødet. Det skete i 2000.

/ritzau/