Mindst 50 mennesker er døde i Angola efter, at de er blevet tvunget til at drikke en mystisk urteblanding.

Formålet var at bevise, at de ikke var hekse, oplyser det angolanske politi.

Det skriver CBS News.

Dødsfaldene fandt sted i byen Camacupa i januar og februar.

Ifølge lokalpolitikeren Luzia Filemone er det traditionelle healere, som står bag dødsfaldene.

Til Angolas statslige radiokanal siger Filemone:

»Flere end 50 ofre blev tvunget til at drikke denne mystiske væske, som ifølge traditionelle healere kan bevise, om en person praktiserer hekseri eller ej.«

Ifølge CBS News er troen på hekseri stadig almindelig i nogle landområder i Angola, på trods af stærk modstand fra kirken i det ellers katolske land.

I Angola er der ingen lov mod hekseri, så det er op til de små samfund selv at afgøre, hvordan de vil forholde sig til det.

»Det er en udbredt praksis at få folk til at drikke den påståede gift på grund af troen på hekseri,« siger en talsmand for politiet til den lokale radiostation.

Han advarer om, at antallet af sager om hekseri fortsætter med at stige i det afrikanske land.