En af verdens mest berygtede narkobaroner flygtede lørdag gennem en tunnel fra det topsikrede Altiplano-fængsel, lidt uden for Mexico City. Se flugtvejen i videoen.

Det lykkedes den mexicanske stor-smugler Joaquin Guzman med tilnavnet ’El Chapo’, på dansk ’den lille', at planlægge en velorganiseret fængsel-flugt, som han førte ud i livet i lørdags.

Han blev sidst set, da han skulle i bad lørdag aften omkring klokken 21.

Han sneg sig ud på den anden side af fængslets mure gennem en tunnel, som var bygget lige under hans celle. Den underjordiske flugtvej var cirka 1,5 kilometer lang og endte på en lokal ejendom, som kan ses i videoen over artiklen.

Den 1,5 kilometer lange flugt-tunnel endte her i et forladt hus.
Den 1,5 kilometer lange flugt-tunnel endte her i et forladt hus. Foto: - -
Vis mere

Her ses den tunnel, som blev en af verdens største narkobaroners vej til friheden efter han flygtede fra fængsel lørdag.
Her ses den tunnel, som blev en af verdens største narkobaroners vej til friheden efter han flygtede fra fængsel lørdag. Foto: HANDOUT
Vis mere

Efter fængselspersonalet hørte flugt-alarmen gennemsøgte de med det samme Guzmans celle. Her fandt de tunnellens udmunding i cellens bruse-område. Et hul på cirka 50x50 centimeter og halvanden meter dybt, som var forbundet til et ti meter langt rør, der herefter fortsatte i en 1,7 meter høj og cirka 70 centimeter bred tunnel.

Der blev straks sat særlige efterforskere ind, som stadig arbejder i huset, hvor tunnelen endte. Efterforskerne mener, at der er beviser for, at narkobaronen har været på stedet og han skønnes at have forladt bygningen omkring midnat lørdag.

Der er fundet flere spor fra Joaquin Guzman i huset, hvor han kort har opholdt sig under sin fængsel-flugt.
Der er fundet flere spor fra Joaquin Guzman i huset, hvor han kort har opholdt sig under sin fængsel-flugt. Foto: HANDOUT
Vis mere

Det er ikke første gang den berygtede narkobaron er flygtet fra et fængsel, tilbage i 2001 lykkedes det ham at flygte ved at bestikke nogle vagter og gemme sig i en vasketøjskurv, efter at han havde afsonet otte år. Joaquin Guzman var efterfølgende på politiets liste over de mest eftersøgte mennesker i verden, og i magasinet Forbes blev han betragtet som en af de rigeste og mest magtfulde mennesker på kloden.

Efter at have været på flugt i årevis, blev Guzman anholdt i 2014. En anholdelse, der blev anset som afgørende i den verdensomspændende kamp mod narkotika. Nu er han altså igen flygtet.

Foto: YURI CORTEZ
Vis mere

Politiet kender stadig ikke de nærmere omstændigheder, eller om der er andre involverede, men 18 af fængslets indsatte er blevet kørt til afhøring i Mexico City.

Den 168 cm høje mand er blevet kaldt ’verdens værste narkobagmand’, og regnes for at have smuglet narkotika til USA til en værdi af op mod 20 milliarder kroner om året, når han ikke har været fængslet. Der har både været involveret ubåde, fly, katapulter og grænsetunneller i smugler-organisationen.

Her ses Joaquin 'El Chapo' Guzman, da han blev anholdt i 2014.
Her ses Joaquin 'El Chapo' Guzman, da han blev anholdt i 2014. Foto: HENRY ROMERO
Vis mere

Da han sidst var på fri fod, udlovede USA en dusør på fem millioner dollar for informationer, der kunne føre frem til den frygtede narkokonge. Det svarer i dag til over 30 millioner kroner.

I videoen her under, ses hvordan området omkring huset gennemsøges af adskillige betjente og efterforskere.