I sin selvbiografi erkender prins Harry at have taget kokain, ligesom han som soldat har dræbt flere.

Prins Harry holder sig ikke tilbage med at afsløre flere opsigtsvækkende detaljer fra sit liv i sin selvbiografi "Spare", der udkommer i næste uge.

Britiske Sky News har inden udgivelsen fået fat i et eksemplar, og ifølge mediet fortæller prinsen blandt andet i bogen, at han som 17-årig tog kokain.

Han skriver, at det ikke var særligt sjovt, men at det fik ham til at føle sig anderledes.

- Og det var mit mål med det. At føle. At være anderledes, skriver Harry ifølge Sky News.

Prinsen afslører desuden, at han som soldat har dræbt 25 personer, i forbindelse med at han var udsendt til Afghanistan.

Harry tilbragte i alt ti år i den britiske hær og var to gange udsendt til Afghanistan.

- Jeg kunne altid se, hvor mange fjendelige soldater, jeg havde dræbt. Og det syntes essentielt for mig ikke at være bange for det tal, skriver prinsen ifølge Sky News.

- Så mit tal: 25. Det er ikke noget, der fyldte mig med tilfredshed, men jeg skammede mig heller ikke over det.

I bogen, der på dansk får titlen "Reserven", fortæller Harry desuden, at både han og hans bror, prins William, ikke ønskede, at deres far, Charles, der dengang havde titel af prins, giftede sig med Camilla Parker Bowles i kølvandet på prinsesse Dianas død.

Charles og Camilla blev gift i 2005.

Det er tidligere kommet frem, at prins Harry i selvbiografien også omtaler en konfrontation med sin bror. Harry hævder, at det endte med, at William gik fysisk til angreb på ham.

Konfrontationen skal være sket hjemme hos prins Harry i London i 2019. Ifølge Harry kaldte William hertuginde Meghan, som er Harrys hustru, for "besværlig, uhøflig og ubehagelig".

Det er ventet, at prins Harrys bog vil forværre forholdet mellem ham og resten af den britiske kongefamilie.

Prins Harry og Meghan Markle trak sig som fremtrædende medlemmer af kongefamilien i foråret 2020 og flyttede fra Storbritannien til Los Angeles i USA.

/ritzau/