Militante grupper foretager stadig flere angreb i Burkina Faso. Søndag blev en kirke angrebet og seks dræbt.

En præst er blandt de seks dræbte i et angreb mod en katolsk kirke i Burkina Faso søndag.

Det oplyser landets regering.

Kirkegængere var ved at forlade kirken i byen Dablo søndag morgen ved 9-tiden lokal tid, da omkring 20 mænd omringede dem og åbnede ild. Det meddeler regeringen og lokale kilder.

Derpå brændte gerningsmændene kirken ned, plyndrede et apotek og nogle andre butikker, hvorpå de stak af fra stedet, fortæller byens borgmester, Boucary Zongo.

I regeringens meddelelse er det kun nævnt, at en butik og to køretøjer blev brændt ned.

Det er det andet angreb mod kristne i det vestafrikanske land på to uger.

- Disse terrorgrupper angriber nu religion med det makabre mål at splitte os, lyder det i regeringens meddelelse.

Lidt over halvdelen af Burkina Fasos befolkning er muslimer, og omkring en fjerdedel er kristne. De to grupper lever fredeligt side om side, og det er almindeligt at se kristne og muslimer gifte sig med hinanden.

I år har Burkina Faso oplevet øget aktivitet og et stigende antal angreb fra militante grupper, der har forbindelse til Islamisk Stat og al-Qaeda.

De to islamistiske bevægelser har base i nabolandet Mali, men forsøger at få fodfæste over andre dele af Sahel-regionen.

Natten til fredag blev to franske soldater dræbt i Burkina Faso, hvor de deltog i en redningsaktion for at befri fire gidsler.

To af gidslerne er franskmænd, der blev bortført den 1. maj, da de var på safari i Burkina Fasos naboland Benin. Deres lokale guide blev fundet dræbt.

/ritzau/Reuters