Siden jul er det væltet ind med mystiske pakker, som er skyllet op på australske strande.

Og mandag skete det så igen, skriver BBC.

Der blev således fundet fem plastikposer i storbyen Sydney, som alle indeholdt kokain. Det var strandgæster, som gjorde fundet.

I alt var der godt og vel fem kilo.

Det betyder, at der nu er skyllet lidt over 250 kilo kokain op på strande i det østlige Australien siden jul.

Det er uklart, hvordan den store mængde narkotika er endt i havet.

Politiet formoder, at stofferne stammer fra Sydamerika og bevidst er blevet kastet i havet for så at blive samlet op af et andet fragtskib. Alle fundene indgår i det, politiet kalder for et »kokainmysterie«.

»Mens undersøgelserne fortsætter, bliver offentligheden mindet om at rapportere enhver mistænkelig pakke til myndighederne,« sagde New South Wales Police i en erklæring tirsdag.

Også herhjemme har der været eksempler på kokain, som er skyllet op på strande.

Så sent som i marts blev narkotika i hundredvis af kilo fundet ved Sjællands Odde.

Politiet mener, at det kan være en narkosmugling, som er gået galt.