Et enkelt ord fra et mystisk telefonopkald var det, der blev startskuddet til en gådefuld drabssag i USA, hvor et forældrepar er fundet dræbt, mens deres teenagedatter er forsvundet sporløst.

»Hjælp.«

Det skulle være det ene ord, som politiet bed mærke i, da Barron County Sheriff's Department kort før klokken 01:00 natten til mandag modtog et opkald fra en mobiltelefon. Det skriver NBC Today.

»Vi kunne høre råb i baggrunden under alarmopkaldet. Men ingen sagde noget, så det var lidt som en åben linje, hvor vi kunne høre forskellige ting ske i baggrunden,« forklarer sheriff Chris Fitzgerald.

Hvad der derudover kunne høres under alarmopkaldet er endnu ikke offentliggjort.

Men det var det opkald, det blev begyndelsen til det store mysterium, der lige nu udspiller sig i den lille by Barron i delstaten Wisconsin.

Da betjente blot fire minutter senere dukkede op ved huset, fandt de 56-årige James Closs og hans hustru - Denise Closs på 46 år - liggende dræbt.

Men deres datter - Jayme Closs på 13 år - var ingen steder at se.

Siden har politiet efterlyst pigen, som man mener var til stede i huset, da hendes forældre blev dræbt, og man mener, at hun blev bortført fra huset efterfølgende og er i fare.

Den blonde pige med de grønne øjne er blevet beskrevet som 'sød', 'stille' og som 'en loyal ven', og ifølge forstanderen på hendes skole, Diane Tremblay, svarede hun forleden i en skoleopgave, at hun ville 'give mad til de sultne og give resten til de fattige', hvis hun fik en million dollars.

Onsdag blev James og Denise Closs obduceret, og på et pressemøde offentliggjorde politiet, at de var blevet dræbt af skud.

Til CNN fortæller en af familiens naboer - Joan Smrekar - at hun hørte to skud kort efter klokken 00:30 natten til mandag.

»Det var bare: 'Bang', og så få sekunder senere: 'Bang', denne gang endnu højere,« forklarer hun.

Onsdag gentog sheriff Chris Fitzgerald, at den forsvundne teenagepige ikke er mistænkt i sagen. Derimod leder man desperat efter hende for at få hende sikkert hjem.

»Jeg kan ærligt sige, at jeg kæmper med det her, for jeg har ikke alle de svar, som jeg gerne vil kunne give,« sagde han ifølge CNN.

Derudover ønskede at han ikke fortælle nærmere om telefonopkaldet, om mulige mistænkte i sagen eller om gerningsmændene bevidst var gået efter Closs-familien af hensyn til den igangværende efterforskning.