Turen tager blot 75 minutter, men alligevel er det sket gang på gang, at indholdet i kufferter fyldt med tøj og værdier er blevet væk under kørslen. Nu lader der til at være et svar på mystikken.

I lufthavnsbussen mellem Paris og lufthavnen i Beauvais nord for den franske hovedstad har der gennem en længere periode øjensynligt fundet tyverier sted ombord på bussen. Indtil nu har det bare været uklart, hvordan indholdet i kufferterne i lastrummene under bussen kunne forsvinde, inden bussen nåede frem til terminalerne. Det skriver AFP.

I sidste uge opdagede en vaks chauffør dog, hvad der formentlig var årsagen til de mistede ejendele.

Da en stor, sort kuffert blev lastet ind i bussen, bemærkede chaufføren, at det var som om, at kufferten bevægede sig. Chaufføren var ikke sen til at regne ud, hvad der var i gang. Han ringede derfor straks til politiet, der senere kunne se en rumænsk mand hente kufferten ved ankomsten til lufthavnen.

Og som den hurtigtænkende chauffør havde mistænkt, så var der ganske rigtigt en person inde i kufferten, da politiet åbnede den.

Det viste sig, at manden var krøbet ud af kufferten inde i bussen, så snart den forlod Paris. Det gav ham rigeligt med tid til at gennemsøge de andre kufferter for værdier.

Politiet fandt således computere, penge og andre værdisager, da gerningsmanden blev taget.

Ifølge AFP var begge mænd i 40erne og fra Rumænien. Begge har tidligere været tiltalt for tyveri.

Mandag blev manden, der gemte sig i kufferten, idømt otte måneders fængsel, mens den anden mand blev dømt til et års fængsel på grund af sin tidligere domme.