Overskriften er nok lidt misvisende. For danske mænd (og kvinder) gør utvivlsomt det samme. Forskellen er bare, at herlighederne i Kina foregår i offentligheden og uden nogen form for skamfuldhed.
Jeg havde hørt mange rygter og fordomme, før jeg kom til Kina: kineserne er ulækre, de spiser grimt, de råber og ter sig på gaderne, og så det allermest »charmerende« karaktertræk, når de spytter, bøvser og prutter i offentligheden.
Jeg var næsten sikker på, at der måtte være tale om en meget ekstrem generalisering. For vi taler nu engang om næsten 1,4 milliarder mennesker, når vi siger »kineserne«.
Men på min første dag i riget i midten blev jeg alligevel med det samme konfronteret med det blakkede ry. I taxaen fra lufthavnen mod min nye lejlighed nåede chaufføren tre gange på ca. 20 minutter at berige de forbipasserende gader, der susede forbi bilvinduet, med ordentlige snotklatter ud gennem munden. Og mellemrummet mellem seancerne blev udfyldt af sporadiske bøvser, helt nede fra maven. Jeg trak vejret dybt og forsøgte at sige til mig selv, at jeg var kommet til hans land. At jeg skulle tilpasse mig hans kultur, og at jeg ingen ret havde til at blive fornærmet. Men det er svært, når man i Danmark fra man er helt lille har lært, at det-dér – det gør man bare ikke.
Siden min første oplevelse med generaliseringen har jeg fundet ud af, at jeg ikke bare var uheldig. Hver dag hører jeg bøvser og ser spyt- og snotklatter lande lige ved siden af mine fødder, og to gange har jeg endda gået lige bag ved en mand, der valgte at tømme tarmen for luft – nu, nu, nu.
Som jeg har iagttaget tendensen, er det primært dem, der ikke taler ikke engelsk, har ufaglærte job og har rundet de 50 år – der står for at holde generaliseringen og fordommene i live. Taxachaufføren, kioskejeren, skraldemanden osv.
Og det er ærgerligt, at to prutter og uendeligt mange spytklatter fra et bestemt segment skal definere 1,4 milliarder mennesker. For hvis man åbner sine øjne og lægger mærker til alle de andre mænd og kvinder, der ikke deltager i løjerne, er de jo enormt mange flere.
Når jeg taler med mine kinesiske bekendtskaber, der er unge, moderne og veluddannede, om hvordan det kan være, at alle disse mænd synes, at adfærden er i orden, er svaret altid det samme:
De har aldrig lært af deres forældre, at det er forkert. Der er tale om en kulturel tendens, der startede for mange årtier siden og ikke eksisterer længere, men som stadig viser sig i samfundet, fordi de mænd, der blev opdraget og var børn for 50 år siden, nu er voksne og ikke har fulgt med i udviklingen og ændret sig.
Samtidig fortæller de, at deres egen generation og segment i dag bliver opdraget til, at man hverken må spytte, bøvse eller prutte på gaden eller restauranten. Men fordi disse midaldrende mænd aldrig har lært det, virker det utvivlsomt som om, at landet er enormt tilbagestående, når det kommer til at holde private væsker og dampe – private.
Om 30 år vil man formentlig ikke længere se nogen i gadebilledet bidrage til fordommene – for der vil generationerne, der ikke blev opdraget »ordentligt« være uddøde. Men den gode, moderne, kinesiske opdragelse, der hver dag finder sted børn og forældre imellem i dag og de seneste mange år, vil først kunne ses et par årtier ud i fremtiden.
En anden tendens er det, man kan kalde Peter Plys-maven. I Beijing går usandsynligt mange midaldrende mænd rundt med halvt bare maver, hvor T-shirten er hevet op til under brystet. Og det er altså ikke, fordi de kinesiske mænd i 50erne alle er udstyret med et imponerende vaskebræt – nej, snarere ses tendensen oftest hos de mænd, der kan beskrives som havende en imponerende vom.
Jeg undrede mig meget over, hvorfor dette billede gik igen overalt i gadebilledet, og svaret ligger ifølge mine yngre kinesiske bekendtskaber – i den kinesiske machokultur, hvor manden er den dominerende og magtfulde.
De beskriver Peter Plys-maven som et symbol, mændene ser som ægte manddom. Når man lader maven glide ud over buksekanten og løfter blusen, når man spytter, bøvser eller prutter på gaden – generelt, når man bare er ligeglad – så har man magten. Man gør, hvad man vil, hvor man vil. Og se – dét er en rigtig mand. Jeg kan mærke den misforståede idé om den rigtige mandemand, når en af typerne sender en ordentlig snotter lige forbi min næse og derefter kigger dyrisk på mig som om, at jeg nu vil se, at han er en rigtig mand – og sådan en må jeg da have.
Måske er det lidt ligesom den sexede håndværker i Danmark, hvor det kun bidrager positivt til billedet, hvis han er svedig og snavset. Men jeg har virkelig svært ved at forestille mig, at den med spytklatterne eller ølvommene virker på nogen kvinder – heller ikke de kinesiske.
Til gengæld kan man allerede nu mærke, at tendensen er ved at uddø. Jeg ser ingen unge fyre i 20erne hverken spytte, bøvse, prutte, gå med halvt bare, bløde maver og spise en med øjnene imens.
Så jeg fortsætter bare min taktik med at kigge intenst og med mit ondeste ansigtsudtryk tilbage, når jeg bliver forsøgt scoret med en snotklat. Og så nyder jeg at se, at det scoretrick heldigvis er på vej ud med badevandet hos de yngre generationer.
Maria Arcel er Berlingskes korrespondent i Asien.
