Der er et »grænseløst venskab« mellem Kina og Rusland.

Sådan lød det i hvert fald i 2022 få uger inden, at Rusland invaderede Ukraine. Men nu lader det til, at Kina er kommet i tvivl om det famøse venskab.

For i et interview med The New York Times forsøger den kinesiske ambassadør i EU, Fu Cong, at nedtone de to landes interne forhold.

»'Grænseløst' er ikke andet end retorik,« forklarer han.

Den kinesiske ambassadør kalder det også for »bevidst at misfortolke« kineserne, når man udlægger ordene som et udtryk for støtte til Rusland.

I samme forbindelse understreger ambassadøren, at Kina ikke har anerkendt Ruslands invasion af Ukraines territorier.

Samtidig afviser Fu Cong rygterne om, at Kina skulle have ydet militær bistand til Rusland.

Ifølge den kinesiske ambassadør har Kina heller ikke anerkendt Ruslands invasion af ukrainske områder, herunder Krim og Donbas.

(Arkivfoto). Der blev skålet for et »grænseløst venskab« mellem Kina og Rusland, men nu trækker den ene part i land.
(Arkivfoto). Der blev skålet for et »grænseløst venskab« mellem Kina og Rusland, men nu trækker den ene part i land. Foto: SPUTNIK
Vis mere

Derfor mener han heller ikke, at man skal tillægge det nogen betydning, at den kinesiske præsident flere gange har været i kontakt med Putin og endda besøgte Moskva i sidste måned.

Kontakten mellem Kina og Rusland er på, hvad Fu Cong beskriver som »et lavere diplomatisk niveau«.

Meldingen fra den kinesiske ambassadør kommer i kølvandet på, at den franske præsident, Emmanuel Macron, og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, er på besøg i Kina – og her forventes krigen i Ukraine at være et vigtigt punkt på dagsordenen.

Ønsket fra Vesten side er at få Kina til at samarbejde om at skabe fred og stabilitet i Ukraine. Men man skal ikke få forventningerne for højt op, lyder det fra en ekspert

»Alle signaler, som Kina sender os, er, at Xi Jinping støtter Rusland,« siger Marc Julienne, der er chefanalytiker på Frankrigs Institut for Internationale Relationer, til The Wall Street Journal.

EU-Kommissionens besøg i Kina varer frem til fredag.