USA's kommende præsident, Joe Biden, har mandag nomineret den tidligere centralbankchef Janet Yellen som sin finansminister.

Det skriver AFP.

Der er dermed tale om et reelt stykke historie, som Joe Biden skriver.

74-årige Janet Yellen bliver nemlig den første kvindelige leder i det amerikanske finansministeriums 232-årige historie.

Janet Yellen er tidligere formand for USA's centralbank – populært kendt som Fed.

Den position sad hun i fra 2014-2018.

I 1990'erne fungerede hun som økonomisk rådgiver for Bill Clinton, da han var i Det Hvide Hus.

Siden fandt hun vej til centrallbanken, hvor hun hurtigt steg i graderne.

I 2008 blev Yellen en del af ledelsen i Fed midt under finanskrisen.

Og altså bare seks år senere indtog hun et af de mest magtfulde hverv i hele USA.

Janet Yellens rolle under Joe Biden kommer til at blive præget af den større økonomiske krise, som hærger USA og resten af verden under coronakrisen.

Endnu er Janet Yellen ikke endeligt bekræftet i stillingen.

Hun skal først godkendes i den amerikanske Kongres, før hun kan sætte sig til rette i Finansministeriet.

Men netop Yellen ses som et af de mest sikre valg fra Joe Bidens side. Således har både Demokrater og Republikanere rost hende til skyerne.