For anden dag i træk protesterede kvinder i Paris mod udnævnelsen af Gérald Darmanin som indenrigsminister.

Hundredvis af kvinder protesterede fredag i den franske hovedstad, Paris.

Årsagen til protesterne er Gérald Darmanin. Han blev mandag udpeget som ny indenrigsminister ved en regeringsrokade.

37-årige Darmanin er beskyldt for at have begået voldtægt. Selv afviser han beskyldningerne, men kvinderne på gaden kræver hans afgang.

Kvinderne havde ved protesterne skilte med tekst såsom "sexistisk regering, feministisk modsvar".

Deres protest var i kølvandet på en mindre protest foran indenrigsministeriet torsdag, hvor adskillige kvinder også var mødt op.

En dommer afviste sagen mod Darmanin for to år siden. Men en appelret i Paris besluttede i sidste måned, at sagen skal undersøges på ny.

Appelrettens beslutning betyder, at en dommer nu skal undersøge, om sagen formelt skal genåbnes.

Regeringen har sagt, at sagen ikke er grund til at blokere for Darmanins udnævnelse som indenrigsminister.

Den 24-årige studerende Nollaig var blandt de stærkt kritiske demonstranterne i Paris.

- Udnævnelsen af Darmanin er at spytte i munden på alle ofrene. Denne type samling vil vække folk op, siger Nollaig til nyhedsbureauet AFP.

AFP rapporterer, at der også var hundrede af demonstranter på gaderne i blandt andet storbyerne Toulouse, Lyon og Bordeaux.

Demonstranterne kræver også den nyligt udpegede justitsminister Éric Dupond-Morettis afgang. Han er en kendt advokat, der har været stærkt kritisk over for MeToo-bevægelsen.

Frankrigs nyudnævnte premierminister, Jean Castex, præsenterede mandag sin nye regering.

Indenrigsminister Darmanin har været med til at gennemføre præsident Emmanuel Macrons skattereformer og nedbringe de offentlige udgifter. Han har tidligere været budgetminister.

Den nye premierminister, Jean Castex, blev sidste fredag udpeget som afløser for Édouard Philippe.

Philippe annoncerede sin fratrædelse, efter at han blev valgt til borgmester i Le Havre ved et lokalvalg for en uge siden.

Som led i udskiftningen på premierministerposten trådte hele den franske regering tilbage.

Jean Castex beskrives som arkitekten bag Frankrigs strategi for en genåbning efter måneders nedlukning under coronakrisen.

/ritzau/Reuters