Hesteejere kæmper for at nå frem til staldene og de store ranches i tide for at redde dyrene.

Hundredevis af dyr er blevet evakueret fra de hidsige skovbrande, der lige nu hærger langs hele den californiske sydkyst.

Mange heste er blevet reddet fra flammerne ved, at hesteejerne har hentet dem, inden de selv skulle evakueres, og andre er i sidste øjeblik blevet sluppet løs, inden flammerne har raseret stalde og ranches.

En kvinde fra det sydlige Californien fortæller, at hendes hest 'Ruben' blev forbrændt på over 65% af kroppen.

»Det er forfærdeligt. Der er ingen ord, der kan forklare det her. Jeg er meget heldig, at han er i live, fordi så mange mennesker har mistet deres heste,« fortæller Virginia Padilla til CNN.

Ikke alle er nået frem til hestene i tide, og hvis ikke andre ejere har lukket hestene ud, så de selv kunne løbe i sikkerhed, er de indelåste dyr omkommet i flammerne. Dette er skæbnen for mange heste, da ejerne selv har været nødt til at flygte fra området.

Også politiet har været forbi flere gårde og stalde for at lukke dyrene ud, så de selv kunne slippe væk. Der er oprettet midlertidige lejre til alle reddede kæledyr fra området.

»For nogle er det måske bare en kat. Men for andre er det en ven, en elsket, en følgesvend,« tweetede Los Angeles Politi fredag.