Politifolk formåede ikke at efterforske en sag om vold i hjemmet mod Gabby Petito og beskytte hende fra sin partner, og det skal nu koste.

I hvert fald sagsøger forældrene til Gabby Petito, som blev fundet dræbt i september sidste år, nu politiet i Moab i Utah for 50 millioner dollar. (cirka 365 millioner danske kroner) Det skriver NBC News.

22-årige Gabby Petito blev meldt savnet i september på et tidspunkt, hvor hun var i gang med en månedlang roadtrip på tværs af USA med sin forlovede, Brian Laundrie.

Efter adskillige dages eftersøgning blev hun fundet myrdet i Bridger-Teton-skoven i Wyoming 19. september, og herefter blev det slået fast, at hun på det tidspunkt havde været død i mindst tre uger.

Herefter rettede efterforskningen sig mod Brian Laundrie, som blev fundet død i oktober måned i Florida.

Laundrie havde skudt sig selv, men havde ifølge efterforskere i skriverier indrømmet at have slået Gabby Petito ihjel.

Søgsmålet handler specifikt om et møde mellem politifolk fra Moab og parret, som fandt sted 12. august, altså kort før Gabby Petitos død.

Her viser politiets bodycams (i videoen herover) en tydeligt oprørt Gabby Petito, og hun beretter her, at hun har slået Brian Laundrie, efter at han havde slået hende og taget fat i hendes ansigt.

Ingen af de to parter ønskede imidlertid at gøre en sag ud af det, da de begge elskede hinanden.

Men rapporten indeholder ikke detaljer eller dokumentation for skaderne på Gabby Petito, og ingen spurgte øjensynligt Brian Laundrie ud om et sår på hendes ansigt.

Nu argumenterer Gabby Petitos forældre i søgsmålet for, at politiet ville have indset, at deres datter var offer for partnervold og havde brug for beskyttelse, hvis de havde været tilstrækkeligt (og bedre) uddannet.

Politiet i Moab ønsker ikke at kommentere sagen over for NBC News.