Det er ikke tydeligt, at EU-Kommissionens formand optræder med personligt bidrag i valgvideo, erkender hun.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, medvirker med en række politikere fra den konservative gruppe EPP i en kroatisk valgvideo for det konservative parti HDZ på valgaftenen søndag.

Videoklippet var ment som et personligt bidrag fra von der Leyen, men det fremgik ikke tydeligt i den endelige version af videoen.

Og det er en fejl. Det erkender talsmand for formanden Eric Mamer, men han afviser flere opfordringer til at sige undskyld.

- Der er blevet lavet flere fejl af flere forskellige parter.

- Det vigtigste for os er at sikre, at de her fejl ikke bliver gentaget i fremtiden, siger han.

I videoen bliver von der Leyen præsenteret som EU-Kommissionens formand, og det er ifølge Mamer en af fejlene.

Han påpeger også, at det var en fejl, at videoklippet er optaget med samme baggrund som andre officielle videoer, som von der Leyen har optaget i arbejdsøjemed for EU-Kommissionen.

Dem har der været en lang række af i coronakrisen.

Klippet er optaget med en green screen, som gør det muligt at tilføje forskellige baggrunde til videoen efterfølgende.

Ifølge Eric Mamer var det en fejl, at klippet blev sendt til HDZ, uden at baggrunden blev ændret til en anden.

- Det meget korte klip blev optaget med samme baggrund som andre videoer, formanden har lavet. Men videoen skulle åbenlyst ikke være optaget med en baggrund fra Berlaymont (EU-Kommissionens hovedsæde, red.).

- De brugte den samme baggrund, som de har brugt i tidligere videooptagelser, ganske enkelt fordi den var uændret, siger Mamer.

Von der Leyen fortryder ikke, at hun har medvirket i valgvideoen.

- Formanden er af den opfattelse, at medlemmer af EU-Kommissionen kan have et aktivt politisk liv, hvor det er tilladt at deltage med personlige bidrag.

- Von der Leyen er informeret om fejlene, og hun vil gøre det meget, meget klart, at alle videoklip, hun deltager i, som ikke er som formand, skal være på linje med EU-Kommissionens adfærdskodeks, siger Eric Mamer.

/ritzau/