Islamisk Stat (IS) blev i weekenden udråbt som tabere i kampen om storbyen Mosul. Men tror man, at terrorgruppens nederlag betyder, at vi vil se færre terrorangreb, tror man fejl. Lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet Jørgen Bæk Simonsen forudser, at IS nu vil vise, at de ikke er udryddet – også selvom de er slået tilbage i den by, hvor kalifatet var udråbt.

»Vi kan forvente, at gruppen vil forsøge at manifestere over for omverdenen, at de stadig er til stede. Det kan meget vel blive gjort gennem selvmordsangreb,« siger han.

Iraks bevæbnede styrker har i weekenden taget kontrollen over storbyen Mosul, hvor Islamisk Stat tidligere udråbte deres kalifat. Efter otte måneders kampe er terrorgruppen, der i tre år har haft kontrollen over byen, blevet fordrevet fra byen, og de irakiske styrker fejrer sejren i byens gader med vajende flag og stor jubel.

Fra den irakiske premierminister Haider al-Abadis kontor lød det søndag i en pressemeddelelse:

'Den øverstkommanderende for de væbnede styrker, Haider al-Abadi, er ankommet til den befriede by Mosul og har ønsket de heroiske soldater og det irakiske folk tillykke med den store sejr,' oplyste Brett McGurk, der er USA's repræsentant i den amerikanskledede koalition, som kæmper mod Islamisk Stat, på Twitter ifølge nyhedsbureauet dpa.

Men truslen fra Islamisk Stat er ikke ændret, mener også Mikkel Storm Jensen, der er major og militæranalytiker fra Forsvarsakademiet.

»De vil forsøge at opretholde truslen i Europa. De vil stadig prøve at opfordre tosser i Europa til at begå terror. Nederlaget i Mosul er ikke noget, der fjerner truslen. Men jo mere de bliver slået, og jo færre ressourcer de har, jo bedre er det selvfølgelig,« siger han og forklarer, at terrorgruppens kræfter vil vise sig andre steder nu, hvor de er ude af storbyen i det nordlige Irak:

»Det er selvfølgelig en svækkelse for dem, at de har mistet Mosul. Men i lang tid har de ikke fået noget ud af Mosul, fordi byen har været omringet. Mosul har mere været en udgiftspost for dem, og det, at de har mistet den, frigør kræfter til, at de kan koncentrere sig om mindre terrorangreb i både Irak og Syrien, hvor de er meget aktive.«

Det bakkes op af Jørgen Bæk Simonsen.

»Virkeligheden afhænger af de øjne, der ser. Vi er stadig ikke sikre på, at de har fået alle lommer udryddet i Mosul. Og selv hvis de har, så er Islamisk Stat ikke forsvundet fra overfladen,« fortæller han.

Tabet af Mosul er et nederlag for terrorgruppens 'brand’, mener Mikkel Storm Jensen.

»Det, der gjorde dem særlige i forhold til andre terrorgrupper, var, at de havde noget, der lignede en stat. Man skal huske, at de stadig har kontrol over store landområder og adskillige mindre byer, hvor kampen fortsætter,« udtaler han.

Men selvom Islamisk Stat er svækket efter nederlaget i Mosul, forklarer Jørgen Bæk Simonsen, at gruppen langt fra er væk.

»Det samlede offensive potentiale de havde – det har de ikke længere. De har muligvis et vist militært potentiale i Syrien, men i Irak er det reduceret. Det betyder ikke, at gruppen er væk. Det er fuldstændig ligesom al-Qaeda. Gruppen går sikkert gennem en reorganisering eller nyorganisering,« siger han.

Ifølge ham vil man kunne se en ny udgave af Islamisk Stat. Et Islamisk Stat 2.0, som han kalder det. Et Islamisk Stat 2.0, som ikke vil være mindre truende overfor den vestlige verden.

»De senere år har gruppen gået meget målrettet efter terrormål i Europa. Og efter alt at dømme må vi se i øjnene, at det der er tilbage af Islamisk Stat vil gøre omverdenen og det internationale samfund opmærksom på, at de stadig er til stede,« fastslår han.