En papirløs skilsmisse med EU ændrer ikke på, at Storbritannien skal betale regning, siger EU.

Boris Johnson, den konservative politiker, som drømmer om at blive britisk regeringschef, vil fremtvinge en bedre skilsmisseaftale med EU ved at holde en milliardbetaling tilbage.

Men den går ikke, mener EU-Kommissionen.

Den har tre betingelser for at ville indlede en dialog med Storbritannien om et fremtidigt forhold.

Det fremtidige forhold er af afgørende betydning for især Storbritanniens økonomi efter brexit.

I tilfælde af en papirløs skilsmisse, som ifølge kommissionen er blevet mere sandsynlig, skal briterne fortsat efterleve flere krav. Ellers bliver der ingen forhandlinger, hedder det.

En betingelse er, at Storbritannien "lever op til de finansielle forpligtelser, som landet har indgået som medlemsland".

Theresa May, der for nylig trådte tilbage som premierminister, indgik en aftale med EU om en betaling på 39 milliarder pund i forbindelse med skilsmisse.

I statusrapporten onsdag nævnes de øvrige betingelser: Briterne skal leve op til aftalen om den irske fredsproces og beskytte rettigheder for EU-borgere, som har benyttet muligheden for at rejse frit før brexit.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har tidligere opfordret May til at vælge en papirløs skilsmisse og løbe fra de 39 milliarder pund.

Theresa May forhandlede i 2018 en aftale med de øvrige EU-lande om skilsmissen. Men det lykkedes hende aldrig at vinde den nødvendige opbakning i Underhuset.

Hun meddelte 24. maj i år, at hun ville træde tilbage. May er fungerende regeringschef, indtil de konservative har fundet en ny leder - og dermed premierminister.

/ritzau/