Det skulle have været et almindeligt tjek af hans hjerte. Og det var det også – indtil lægen hørte noget mærkeligt.

For det viste sig, at hans hjerte var en 'tikkende bombe'.

Sådan lyder det fra den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, om den dramatiske udvikling, et lægebesøg fik for hans ægtemand, Stephen DeVincent.

I sidste uge afslørede Gifford, der var ambassadør i København fra 2013 til 2017, at hans mand havde været gennem en meget kompliceret bypassoperation, som tog ikke mindre end otte timer.

Nu løfter han sløret for lidt flere detaljer omkring, hvad de er gået igennem.

For det viste sig, at situationen hele tiden udviklede sig. Til det værre.

I et længere opslag på Instagram skriver den amerikanske politiker og diplomat, som nu arbejder i præsident Joe Bidens administration, at Stephen lige før jul fik foretaget en ultralyd af sit hjerte, efter en læge havde hørt noget mærkeligt i forbindelse med en årlig kontrol.

»Stephen træner hver dag – han er den stærkeste mand, jeg kender. Men i løbet af det seneste år har han været mere nedslidt og kæmpet for at forblive aktiv – han gav skylden for det på senfølger fra corona. Det var det ikke,« skriver Rufus Gifford.

Ultralyden viste, at Stephen havde en defekt hjerteventil.

»Jeg var i Mexico City med præsident Biden, da han ringede for at fortælle mig, at han skulle have en hjerteoperation den følgende uge,« fortæller Gifford.

Den første test af Stephens hjerte førte dog til flere. Og de viste mere – og værre.

»Jeg kan huske, at jeg stod i West Wing-lobbyen og ventede på Japans premierminister – fem dage før operationen – da Stephen ringede til mig for at fortælle mig, at han også skulle have en bypass.«

Dagen før operationen eskalerede det yderligere, da meldingen fra lægerne nu lød, at han skulle have mindst tre bypass.

På det tidspunkt opholdt Rufus Gifford sig sammen med den hollandske premierminister i Det Hvide Hus, men han skyndte sig ud til lufthavnen i Washington for at flyve hjem til Boston.

»Otte timers 'svær, men vellykket' operation, fem bypass og en ventilreparation senere stod det klart, at Stephens hjerte var en tikkende bombe,« fortæller politikeren om operationen, hvor de 'betydelige hjertesygdom' blev 'repareret med succes'.

Videre beskriver Rufus Gifford den seneste uge som en 'rutsjebanetur', der har budt på masser af tårer, en masse følelser og en psykologisk pine forbundet med det, som manden, som hans 'hjerte banker sårbart og smertefuldt for', er gået igennem.

Han takker samtidig for den støtte og opbakning, de er blevet mødt med og har modtaget.

»Men jeg er mest taknemmelig for at have min fantastiske mand – som har udvist styrke og mod lige fra begyndelsen – tilbage ved min side,« skriver Gifford og tilføjer:

»Vi er ikke helt igennem det endnu. Der er lang vej til bedring forude, men det værste er bag os.«

Rufus Gifford og den 63-årige dyrlæge Stephen DeVincent blev viet på Københavns Rådhus i 2015.

Parret fik også ny hund, mens de boede i Danmark. En golden retriever ved navn Svend.