Pakistans højesteret har tvunget Nawaz Sharif til at trække sig som premierminister. Nu nominerer han broren.

Islamabad. Pakistans afsatte premierminister, korruptionsanklagede Nawaz Sharif, erstattes af lillebroren Shahbaz Sharif. Når det formelle er faldet på plads.

Derfor indsættes landets olieminister som overgangsleder.

Det siger den afgående premierminister i en tale til medlemmer af regeringspartiet PML-N lørdag.

Olieminister Shahid Khaqan Abbasi står Sharif nært.

- Jeg støtter, at Shahbaz Sharif overtager efter mig. Men han må først stille op til valget, så indtil videre nominerer jeg Shahid Khaqan Abbasi, siger Sharif.

Shahbaz Sharif kan først formelt blive premierminister, når han har et sæde i parlamentet.

Lillebroren er i øjeblikket leder af den store provins Punjab, der huser over halvdelen af Pakistans befolkning på 190 millioner.

Nawaz Sharif blev tvunget til at gå af som premierminister for tredje gang fredag på grund af korruption.

Beskyldningerne om korruption går tilbage til 1990'erne. Men de voksede i 2016, efter at de såkaldte Panama-papirer blev lækket.

Dokumenterne fra Panama indeholder oplysninger om titusindvis af konti og selskaber, der mistænkes for at være brugt til skatteunddragelse. Her dukkede navne på Sharifs familiemedlemmer op.

Den nu tidligere premierminister skal angiveligt have hvidvasket penge fra den pakistanske stat i 1990'erne. Her sad han også ved magten ad flere omgange.

De stjålne penge blev derefter overført til offshoreselskaber, lyder beskyldningerne ifølge nyhedsbureauet dpa.

Her skal de være blevet brugt til at købe lukrative lejligheder i London.

Siden er lejlighederne overført til Sharifs sønner, der altså stod nævnt i Panama-papirerne.

Den afsatte premierminister har afvist anklagerne.

Første gang, Nawaz Sharif måtte forlade posten som premierminister, var i 1993, da han blev beskyldt for svindel.

I 1999 blev han væltet i et militærkup.

Der findes ikke en pakistansk premierminister, som har formået at sidde valgperioden på fem år til ende.

De fleste er blevet fældet af landets militær. Andre er blevet væltet af deres eget parti - eller er ligefrem blevet snigmyrdet.

Det er anden gang i Pakistans 70-årige historie, at landets højesteret har fjernet en siddende premierminister.

/ritzau/