Børnene blev sultet, mens hundene fik mad. Louise og David Turpin behandlede tilsyneladende deres hunde bedre end deres 13 børn.

Tynde, blege og sultne var de bundet til deres senge med lænker og hængelås. De fik kun mad én gang om dagen, mens de med rumlende tomme maver var tvunget til at se deres mor og far spise. Ja, selv hundene fik mad før dem.

Det lyder som plottet til en dårlig film. Eller rettere sagt noget, som er hentet fra et natligt mareridt, som du vågner fra svedig og med bankende hjerte, men lettet over, bare var en drøm.

Men det, der kom for dagens lys i den californiske by Perris i denne uge, er hverken fiktion eller en drøm. Det var i årevis den grusomme hverdag for ægteparret Turpins 13 børn. I årevis har deres forældre angiveligt sultet, misrøgtet og lænket dem og sørget for, at de levede afsondret fra jævnaldrene og omverdenen i øvrigt.

Torsdag blev parret anklaget for i alt 75 forhold af tortur, mishandling og misrøgt af deres egne børn. 49-årige Louise Turpin er anklaget for 37 tilfælde, mens hendes otte år ældre mand, David, tegner sig for 38 anklagepunkter.

De er begge anklaget for 12 tilfælde af tortur. 12 tilfælde af ufrivillig indespærring, syv tilfælde af at udnytte en 'afhængig voksen,' og seks tilfælde af børnemishandling. Derudover er faderen også anklaget for at have begået en 'uanstændig handling mod et barn under 14 år'. Det skulle dreje sig om en af hans døtre.

»Det her er alvorlig, følelsesmæssig og fysisk vold, der er ingen vej uden om det,« sagde anklageren i Riverside County Mike Hestrin ifølge NBC News inden retsmødet.

Forældrene erklærede sig ikke-skyldige i alle anklagerne, men risikerer hver i sær hele 94 års fængsel, hvis de kendes skyldige.

David Turpin og Louise Turpin i retten i Riverside, California, torsdag.
David Turpin og Louise Turpin i retten i Riverside, California, torsdag. Foto: POOL
Vis mere

De eneste, der kom sunde og velnærede ud af 'Horror-huset', som pressen lynhurtigt har dømt familiens hjem i Perris, var - ud over forældrene selv - parrets yngste datter på to år og familiens to malteser-hvalpe.

Flere amerikanske medier, blandt dem New York Post, skriver, at politiet under gennemsøgningen af huset fandt to overraskende sunde og velnærede hunde.

Dyrenes tilstand undrer alle, der har set ægteparrets børn.

Da det søndag lykkedes en af døtrene at stikke af og slå alarm, var de 12 af de 13 børn så underernærede, at det havde påvirket deres udvikling: Flere af dem var underudviklede både fysisk eller mentalt.

Politiet har beskrevet den 17-årige pige, det lykkedes at flygte, med et udseende som en 10-årig.

Flugten havde børnene i øvrigt planlagt gennem to år. En yngre søster flygtede sammen med den 17-årige, men lillesøsteren var så bange for forældrenes reaktion, at hun vendte tilbage til huset.

Det var i dette hus (midt) i et boligkvarter i  Perris iCalifornia, at politiet søndag fandt de 18 udsultede børn.
Det var i dette hus (midt) i et boligkvarter i  Perris iCalifornia, at politiet søndag fandt de 18 udsultede børn. Foto: Sandy Huffaker
Vis mere

Og det er måske slet ikke så mærkeligt, at børnene var blege, beskidte og ikke udviklede sig aldersvarende.

Hvis anklagerne mod forældrene står til troende, så fik børnene kun mad én gang om dagen. Én eller to gange om året fik de lov at komme i bad, og forældrene tvang dem til at være vågne det meste af natten og sove om dagen. På den måde kunne de holde dem skjult for naboerne.

Faderen underviste selv børnene derhjemme, men myndighederne i USA har ikke lov til at kontrollere skoler i private hjem. Derfor opdagede ingen, hvor slemt det stod til i hjemmet. 'Undervisningen' bestod tilsyneladende blot i endeløse dagbogsskriverier, som nu vil blive brugt mod forældrene i retten.

Retssagen mod ægteparret Turpin begynder i slutningen af februar. Deres børn er i øjeblikket indlagt på hospitalet for at komme til kræfter. Når de er klar til det, bliver de placeret i plejefamilier.