Kort før jul skulle 14-årige Rakel Bye Brevik og en veninde have farvet hår hos frisørsalonen Klipperiet i Trondhjem. Det blev en oplevelse den norske pige kommer til at huske for altid - men desværre ikke for det gode.

I stedet for en flot frisure endte Rakel Bye Brevik med andengradsforbrændinger i store dele af hovedbunden og store smerter. Det skriver norsk TV 2.

Mens hun sad i frisørstolen, kunne den 14-årige pige pludselig mærke en voldsom smerte i hovedbunden.

»Oppe i panden begyndte det virkelig at svie. Jeg begyndte faktisk at græde. Det føltes som om, det brændte,« siger Rakel Bye Brevik til Adresseavisen ifølge norsk TV 2.

Frenk Brevik blev mildest talt overrasket over det syn, der mødte ham, da hans datter kom hjem fra frisørbehandlingen, der havde kostet den nette sum af 6.000 norske kroner (4.650 kroner). Ifølge faren havde Rakel store klaser med uudvasket hårfarve i nakken. Desuden var hendes hår filtret sammen.

»Hun havde fået besked på ikke at rede håret, fordi det kunne få hende til at miste det. Hun havde åbne sår i hovedbunden. Jeg blev decideret rasende. Hvordan kan de sende en pige hjem på den måde efter at have krævet en skyhøj betaling?,« siger Frank Brevik til norsk TV 2.

Rakel klagede over smerter i hovedbunden, så faren tog hende med til lægevagten, hvor hun blev behandlet for forbrændinger i hovedbunden.

Frisørsalonen Klipperiet mener, at Rakel Bye Brevik fik forbrændingerne i hovedbunden, fordi hun ikke kunne tåle den hårfarve, de brugte.

»Nogle kan få allergiske reaktioner ved kemisk behandling af håret, og det er nok det, der skete for Rakel. Det er selvfølgelig beklageligt, at det skete, men det kan ske i alle frisørsaloner, ikke kun hos os,« siger Harald Mihle, som er chef for Klipperiet-kæden, til norsk TV 2.

Men hendes far afviser, at Rakel Bye Brevik har nogen allergier.

Frank Brevik forlangte, at datteren fik pengene for den fejlslagne behandling tilbage, og det endte frisørsalonen at indvillige i. De gav hende også varer for 600-700 norske kroner, men Klipperiets tilbud om en gratis behandling valgte Rakel Bye Brevik at takke nej til.