Hvis du kigger op, når du er ude i Odenses gader, så kan du muligvis spotte kronprinsen.

Kronprins Frederik deltager nemlig søndag i Royal Run i Odense. Og det gør han sammen med flere tusind andre løbere i Odenses gader.

Med så mange mennesker samlet vil trafikken i Odense naturligvis blive påvirket af det, forklarer Milan Seyfabad, der er vagtchef hos Fyns Politi.

»Det er uundgåeligt, at trafikken ikke bliver påvirket af det,« siger Milan Seyfabad og fortsætter:

»Når løberne kommer de forskellige steder på løberuten, vil der blive lukket af for trafikken undervejs,« siger Milan Seyfabad.

Det vil sige, at det stadig er muligt at køre i bil de fleste steder i Odense. Dog kan man forvente, at man vil komme til at holde tilbage for de løbende deltagere i løbet.

»Der er afmærket et løbefelt, og det bliver lukket med hjælp fra hjemmeværnet. Det er arrangørerne af Royal Run, der har afmærket løbefeltet.«

Dog er der bestemte steder, man skal være opmærksom på.

»Visse steder i dag er det kun Fynbus, der må køre igennem,« siger Milan Seyfabad.

Jernbanegade vil være lukket hele dagen, hvilket medfører omdirigering af trafikken på de tilstødende veje.

Så hvis man skal ud i søndagstrafikken i dag, har vagtchefen et godt råd:

»Kør i god tid og kør en anden rute, end man er vant til.«

Herunder kan du se, hvor løbet kommer til at foregå.

I Odense er der maksimalt plads til 8.000 deltagere, hvilket svarer til 3.000 på One Mile, 3.000 på 5 kilometer og 2.000 på 10 kilometer.
I Odense er der maksimalt plads til 8.000 deltagere, hvilket svarer til 3.000 på One Mile, 3.000 på 5 kilometer og 2.000 på 10 kilometer.
Vis mere

»Kom ud og oplev den helt fantastiske Royal Run-stemning og hep på kronprinsen, kronprinsessen, OL-atleterne og ikke mindst de næsten 79.000 deltagere,« skriver Royal Run Danmark på sin Facebook-side.

»Vi tør godt garantere, at det går lige i blodet,« skriver Royal Run Danmark.

Det er tredje år, at der bliver afholdt Royal Run, som har kronprinsen som sit omdrejningspunkt.

Efter at løbet blev afholdt i 2018 og 2019, skulle det også have fundet sted i 2020, men på grund af corona kunne løbet ikke afholdes sidste år.