Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Danske Christopher Juul-Jensen må være ovenud lykkelig netop nu.

For danskeren er blevet udtaget til Tour de France for sit australske hold BikeExchange-Jayco. Det skriver holdet på sin hjemmeside.

Dermed kommer cykelrytteren til at stille fra start, når feltet rammer København og Danmark 1. juli. Og det er BikeExchanges sportsdirektør, Matthew White ganske tilfreds med.

»Vi har et hold af fyre, der kan vinde etaper og være konkurrencedygtige over de tre uger med forskellige terræner. En ting er sikkert: Den her gruppe vil putte deres hjerte og sjæl i de daglige planer og mål fra første dag i København, til vi krydser målstregen i Paris,« siger han.

Christopher Juul-Jensen.
Christopher Juul-Jensen. Foto: JENNIFER LORENZINI
Vis mere

Christopher Juul-Jensen har kørt Tour de France de seneste tre år, ligesom han også var med i den franske rundtur i 2016.

Dermed er fire danske ryttere nu officielt udtaget til Tour de France.

Foruden Christopher Juul-Jensen gælder det Jonas Vingegaard fra Jumbo-Visma, Andreas Kron fra Lotto Soudal og Jakob Fuglsang fra Israel-Premier Tech.

Christopher Juul-Jensen har i de seneste mange år lagt egne ambitioner om sejre i baggrunden og i stedet arbejdet hårdt for sine kaptajner.

I år er det Dylan Groenewegen og Michael Matthews, han skal hjælpe til sejre, oplyser BikeExchange.

Danskeren bliver en slags chef for hjælperytterne, som desuden består af Luke Durbridge, Nick Schultz, Luka Mezgec, Jack Bauer og Amund Grøndahl Jansen.

»Vores stab har arbejdet hårdt over de seneste måneder på at udvælge et velafbalanceret hold, som er klar til at kæmpe for etapesejre, som er hovedmålet i år,« siger teamchef Brent Copeland.

Han ser frem til, at Tour de France bliver indledt i Christopher Juul-Jensens hjemland.

»Med Grand Départ i Danmark er jeg sikker på, at det bliver en mindeværdig udgave,« siger han.

Christopher Juul-Jensen har allerede kørt én grand tour i år. I maj var han således på holdet til Giro d'Italia.

/ritzau/

Andre læser også