»Jeg måtte bremse eller styrte!«

Ineos-briten Geraint Thomas var ikke tilfreds, da han kørte over målstregen på toppen af Alpe d'Huez som afslutning på 12. etape - og det var på grund af den danske Tour-darling i den gule trøje, Jonas Vingegaard.

Jonas Vingegaard, Geraint Thomas og Tadej Pogacar kom til målstregen sammen, og da spurten blev sat ind, kørte Vingegaard ind foran briten, der var nødt til at bremse og derfor mistede al momentum i sprinten.

Det fik ham til at ryste på hovedet af Jonas Vingegaard, da han kørte over stregen.

»Sprinten havde været bedre, hvis Vingegaard ikke var kommet ud foran mig. Jeg måtte enten bremse eller styrte. Så jeg bremsede. Jeg følte ellers, jeg havde gode ben, og der var modvind, så jeg sad i den perfekte position. Men ja, sådan er cykelløb,« siger Ineos-kaptajnen.

Han mener dog ikke, at der var urent trav fra Vingegaards side.

»Nej, det er bare en del af det, der sker i et ræs. Jeg kommer bare til at gøre det ved ham på et tidspunkt,« siger Thomas smilende.

Ineos-rytteren kunne dog glæde sig over, at han tog tredjepladsen i klassementet på 12. etape - og han føler, han kan være med blandt de to storfavoritter, Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard, der ventes at skulle fordele den gule trøje mellem sig.

»Det er de to mest eksplosive ryttere, og de har været de bedste indtil videre,« siger han og fortsætter:

»Men jeg føler også, at jeg kører godt og kommer stille og roligt frem. Jeg gør de simple ting godt, og så vil jeg prøve at gribe muligheden, hvis den opstår,« siger Geraint Thomas, der i aften også skal fejre etapesejren med sit hold.

Det var nemlig landsmand og holdkammerat Thomas Pidcock, som var først gennem de 21 hårnålesving på Alpe d'Huez.

Du kan læse B.T.s dom fra etapen lige HER.