Hvilket vanvid! Hvilken folkefest! Hvilket Tour de France!

Det lignede mere Roskilde Festival end en organiseret sportsbegivenhed, da Alpe d'Huez-etapen gav et smukt bjergslag mellem Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar.

Men danskeren var hverken til at hugge eller stikke i. Hovednavnet i denne Tour er dansker, mine damer og herrer, og han hedder Jonas Vingegaard.

Her er B.T.s dom over Tour-danskerne:



En dansker i gult. En dansker i gult. Vi skriver det igen. En dansker i gult!

For første gang i 15 år kunne vi glæde os over at se en dansker flyve afsted på de franske landeveje iført cykelsportens mest eftertragtede trøje, og så bød torsdagen endda på Alpe d'Huez, der bedst kan betegnes som det glade vanvid.

Nogle vil måske mene, at Jonas Vingegaard skulle have angrebet og optimalt set have hentet endnu mere tid på Tadej Pogacar, der beviste, at han stadig lurer på enhver dansk svaghed.

Men dem var der ingen af i dag, og Vingegaard lukkede overlegent ned for Pogacars angreb. Vingegaard kørte ligeså selvsikkert, som en franskmand ville skære et stykke camembert på Bastilledagen.

Gul er en god farve til Jonas Vingegaard.
Gul er en god farve til Jonas Vingegaard. Foto: GUILLAUME HORCAJUELO
Vis mere

Hvis Jonas Vingegaard skal 'tabe' Tour de France, skal Tadej Pogacar hente næsten 2,5 minut på danskeren.

Selvfølgelig er det ikke umuligt. Det er der intet, der er. Det viste Jonas Vingegaard onsdag, da han skrev historie på etapen til Col de Granon, men kan man forestille sig en mere favorabel situation for Jumbo-danskeren efter 12 etaper? Kan vi egentlig drømme om mere?

Det tror vi ikke. Efter Tourens to største, mest brutale og modbydelige bjergetaper har Jonas Vingegaard en komfortabel og næsten drømmeagtig føring ned til Tadej Pogacar, som han kommer til at kæmpe om Tour-triumfen med.

Første dag i gult, andet Tour de France. Jonas Vingegaard er jo nærmest ny i Tour de France-gamet. Men Mon Dieu, hvor er han god.

Chris Froome kørte en mindeværdig etape torsdag, hvor det hele sluttede på Alpe d'Huez.
Chris Froome kørte en mindeværdig etape torsdag, hvor det hele sluttede på Alpe d'Huez. Foto: GONZALO FUENTES
Vis mere

Det dér havde vi aldrig regnet med at skulle se igen.

Chris Froome er godt nok firedobbelt Tour-vinder, men siden han blev slået til lirekassemand for tre år siden, har den før så overlegne brite slet ikke været til at kende. Dengang blev adskillige knogler knust under et spektakulært styrt, men torsdag var en vaskeægte genfødsel på Froome.

Det var næsten rørende at se Israel – Premier Tech-rytteren som en del af udbruddet på vej op ad legendariske Alpe d'Huez, hvor stemningen op ad bjerget var fuldstændig vanvittig.

Selvom han ikke vandt etapen, er dagens resultat kæmpestort for Chris Froome, der viser, at han er en cykelrytter igen. De seneste tre år har været et mareridt for rytteren, der har hjemmeadresse i Monaco, og det må være en kæmpe sejr for ham at vise, at han stadig kan køre med den absolutte elite.

Heller ikke torsdag kunne vi juble over Jakob Fuglsang.
Heller ikke torsdag kunne vi juble over Jakob Fuglsang. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere



Dommen er hård over Fuglen, men drømmen om en etapesejr fordufter mere og mere som etaperne går.

Jakob Fuglsang kom med det erklærede mål endelig at få en etapesejr i Touren på cv'et, men heller ikke torsdag lykkedes det Israel – Premier Tech-danskeren at snige sig med i et udbrud.

Det er i de helt store bjerge, Jakob Fuglsang skal veksle drømmen til virkelighed, og nu er det ved at være sidste chance for den 37-årige rytter, hvis det en dag skal ske.

Onsdag og torsdag var på papiret dage, hvor den dygtige klatrer kunne gøre forskellen. I stedet var det holdkammeraten Chris Froome, der ramte dagens udbrud. Øv.

Det lignede en rødhvid folkefest på Øster Allé ved Parken inden en vigtig landskamp. Men det var 13,8 kilometer lige op i himlen på legendariske Alpe d'Huez – iklædt dannebrog så langt øjet rakte.

Tusinder af danske fans var mødt frem for at se det gule Vinge-sus køre forbi. En rørende og fortjent hyldest til den ydmyge mand fra Glyngøre, der er ved at gøre sommeren 2022 til en kæmpe fest, vi aldrig glemmer.

Vi har før hørt om hollændersvinget, og vores sportsglade norske broderfolk mod nord har også taget patent på deres eget lille stykke af Alpe d'Huez.

Nu er danskersvinget født! Fuldt udstyret med roligan-attitude, Drengene fra Angora på anlægget og sågar smilende politibetjente, der dog ikke så ud til at være på overarbejde, da de danske fans endnu en gang opførte sig eksemplarisk. Lad det blive en tradition, der aldrig dør!

Alpe d'Huez ligger i Danmark.
Alpe d'Huez ligger i Danmark. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Denne her Tour har været den mest vanvittige i nyere tid. Etaperne har været opslidende, vejrforholdene ekstreme og underholdningen helt i top.

Men nu kan rytterne – og Jonas Vingegaard – se frem til en dag, der på papiret ikke smadrer organismerne helt så hårdt, som bjergetaperne onsdag og torsdag har gjort det.

Formentlig kan vores dansker i den gule trøje få sig en mindre stressende dag, når rytterne skal køre i 192,6 kilometer i bakket terræn fredag.

Og hey, vi har en god nyhed – I morgen er der igen en dansker i gult!

1. Thomas Pidcock – Ineos Grenadiers
2. Louis Meintjes – Intermarché-Wanty-Gobert-Matériaux +48'
3. Chris Froome – Israel – Premier Tech +2:06'
4. Neilson Powless – EF Education-Easypost +2:29'
5. Tadej Pogacar – UAE Team Emirates +3:23'
6. Jonas Vingegaard - Team Jumbo-Visma st.
7. Geraint Thomas - Ineos Grenadiers st.
8. Enric Mas - Movistar Team +3:26'
9. Sepp Kuss - Team Jumbo-Visma st.
10. Giulio Ciccone - Trek-Segafredo +3:32'