Mandag indledes den 130. udgave af Wimbledon-turneringen i London. Men for første gang siden 2007 har Caroline Wozniacki ikke opnået en seedning på grund af svigtende resultater og et dramatisk fald til nummer 37 på tennisspillernes verdensrangliste i damesingle.

Ikke desto mindre er den 25-årige dansker stadig en omvandrende pengemaskine.

Ifølge det amerikanske erhvervsmagasin, Forbes, tjente hun fra juni i fjor og 12 måneder frem intet mindre end otte mio. US-dollars (cirka 52 mio. kroner) i form af sponsorater og pengepræmier. Det placerer hende som nummer seks på listen over verdens bedst betalte idrætskvinder. Kun overgået af blandt andre tennisspilleren Serena Williams og stockcar-køreren Danica Patrick.

»Det er et godt spørgsmål, hvor længe Caroline Wozniacki kan blive ved med at tjene så meget, som hun gør i øjeblikket, hvis resultaterne på tennisbanen fortsætter med at være nedadgående. De store summer hun tjener, kan man jo ikke påstå retfærdiggør hendes nuværende verdensrangliste-placering,« siger Simon Bastiansen, der er client service manager i sportsmarketingfirmaet MKTG.

Han mener, at der ikke endnu er grund til at sætte spørgsmålstegn ved, hvornår indtjeningskurven knækker, og henviser til, at Caroline Wozniacki i sin samlede indtjening på otte mio. US-dollars kun har tjent en enkelt million på sine aktiviteter på tennisbanen. Til sammenligning har Agnieszka Radwanska, der ligger nummer fem på Forbes-listen, af sin samlede indtjening på 10,2 mio. US-dollars indkasseret halvdelen i præmiepenge.

»Man må jo rose Caroline for, at hun har været god til at holde sit brand i live gennem deltagelse i maratonløb, celebrity-fester og bodypaint-seancer. Lige nu tjener hun rigtig mange penge på lange sponsoraftaler med sportsbeklædningsfirmaet Adidas og ketcherfabrikanten Babolat. Men man kan forestille sig, at sponsorportefølgen vil ændre sig fra sports- til modebranchen, når hendes karriere er slut,« siger Simon Bastiansen.

Sportsøkonomen Kenneth Cortsen fra uddannelsesinstitutionen UCN i Aalborg er enig med Simon Bastiansen i, at Caroline Wozniacki i øjeblikket ikke udnytter sit indtjeningspotentiale optimalt.

»Havde hun vundet flere kampe, ville hendes samlede indtjening have været større. Men de seneste måneder har hun været skadet. Det har betydet, at hun i en lang periode har været inaktiv på tennisbanen. I stedet har hun holdt sit navn brandvarmt ved eksempelvis at dukke op som tilskuer til Formel 1-løb i Monaco og store fester i New York,« siger Kenneth Cortsen, der har fulgt den svenske golfspiller Annika Sörenstams karriere tæt.

»Hun stoppede i 2008, men har takket være sit store navn i sportskredse fortsat med at have en høj indtjening. Det kan jeg sagtens forestille mig, at Caroline også vil gøre, når hun på et tidspunkt lægger ketcheren på hylden. Hun har jo en appellerende personlighed,« siger Kenneth Cortsen.

Thomas Badura, der er direktør i marketingfirmaet SponsorPeople, forestiller sig også, at Caroline Wozniacki mange år frem i tiden kan fortsætte med at kunne tjene millioner på tennissporten.

»Men spørgsmålet er, om det har hendes interesse, når og hvis den dag kommer, hvor hun stifter familie. Så kan det jo tænkes, at hun vælger at prioritere anderledes, end hun gør i dag. Og hvor stor vil den kommercielle interesse hos sponsorerne så være,« spørger han.

Caroline Wozniacki har ved tidligere lejligheder ofte sagt, at hun vil være ung mor. Det vil givetvis også have indflydelse på hendes indtjening, mener Peter Bastiansen.

»Jeg bliver ikke overrasket, hvis hun indstiller karrieren i løbet af det næste år. Under alle omstændigheder er det næppe sandsynligt, at hun ved næste Forbes-opdatering af idrætskvindernes årsindtægt er placeret i top 10. Den resultatmæssige nedtur har sponsorerne også bemærket, og det vil de næppe blive ved med at honorere med lige så økonomisk givtige kontrakter som nu,« siger den tidligere danske landsholdsspiller.

Caroline Wozniackis ekstræner Michael Mortensen, der nu er tenniskommentator på tv-kanalen Eurosport, er uenig.

»Jeg kan ikke se, hvorfor Caroline ikke skulle fortsætte to-tre år mere på WTA Touren,« siger Michael Mortensen, der er overbevist om, at Caroline Wozniackis store indtægter på tennissporten vil fortsætte mange år frem i tiden.

»Jeg var træner for kineseren Li Na, da hun i sin tid vandt French Open. Efter hun har stoppet karrieren, har hun fortsat med at tjene millioner af US-dollars. Det skyldes, at hun har et vindende væsen,« siger Michael Mortensen, der drager en sammenligning til Caroline Wozniacki.

»Hun leverer også det, som sponsorerne gerne vil have. Altså smil, godt humør og masser af positivitet. Det liv, Caroline får efter karrieren, bliver fantastisk. Det er langt fra utænkeligt, at hun bliver skuespiller, tv-vært eller lægger navn til sit eget tøjfirma,« siger Michael Mortensen, der roser Caroline Wozniackis forhenværende agent John Tobias til skyerne.

»Sammen med Piotr (Wozniacki, red.) har John Tobias fra starten af hendes karriere lagt en præcis karriereplan. Der er ærgerligt for Caroline, at Legardere Unlimited (fransk/amerikansk tennisagentfirma, red.) i fjor valgte at fyre ham. Men det er ikke mindst hans skyld, at Caroline er blevet en omvandrende pengemaskine. Med ham ved sin side har Caroline haft nemmere ved at åbne dørene på det store og økonomisk attraktive amerikanske marked,« siger Michael Mortensen.